Pär Lagerkvist voksede op i den kristne tro og tilbragte et langt forfatterliv med at begræde sit tab af den. Han blev kendt som tidlig modernist, men i grunden var det traditionelle lyriske former, han gav nyt liv. Med intense prosaværker som 'Bøddelen' og 'Barabbas' fik han i en moden alder sit gennembrud ud over den grænse, det svenske sprog trækker. På sine gamle dage trak han sig igen tilbage til sin ungdoms ateistisk-religiøse lyrik. Det er en digtsamling fra denne periode, Suzanne Brøgger fremlægger en sober og pålidelig oversættelse af. Lagerkvist var 62, da han i 'Aftenland' endnu en gang gennemspillede fornemmelsen af at være fremmed her på jorden og at anråbe den gud, der »opfylder mig med dit fravær«. For den »gud som ikke findes, / det er ham som sætter min sjæl i brand«. Kun troen tilbage Digtene er fattige på billeder og rige på abstraktioner. Udtryk som tomhed, uendelige afstande, tidløse åbenbaringer, død fuldendelse, det store intet og tomhedens sjæl kan stå side om side - hele den stribe er fra kun ét enkelt digt, på bare ti linjer. Gennemført smukke er de få digte, der genkalder en situation fra barndommen. Af den aften, drengen blev sendt ud efter brænde og opdagede, at der var tomt mellem stjernerne. Af den frostnat, hvor nogen efterlod et tegn på den duggede rude, som om der alligevel ikke var tomt derude. Det er en rigtig statelig kaffebordsbog disse digte udgives i, ledsaget af fornemt gengivne billeder af Maja Lisa Engelhardt, om hvem Henrik Wivel i en efterskrift skriver i en toneart, som den unge Lagerkvist ville have sat pris på. I billederne ser Wivel ikke kun den brændende tornebusk fra Det gamle Testamente - hvad der er svært at bestride, eftersom billederne er fuldstændig nonfigurative - men også »en tvivl så afgrundsdyb, at der kun er troen tilbage«.