Det mest imponerende ved 'Søvnens gidsler' er i grunden, på hvor mange måder den mislykkes. For med Hans Henning Harmer ved tasterne burde denne kidnapningshistorie ærlig talt alt andet. Uoriginalt plot Dels er det den rutinerede spændingsforfatters ottende roman. Ikke første eller anden roman. Dels skriver han et fint storblomstrende dansk, og o.k., den onde italienske mafioso-far, der kidnapper sin gennemgode søn for næsen af den gennemgode danske mor, er måske ikke årtiets mest originale endsige nuancerige plot. Men Harmer giver det et twist, der nok skulle kunne ruske nakkehårene vågne. Søvnforstyrelse Han lader nemlig både moren, Irene Vestager, den hyrede privatdetektiv, Harry Josefson, og den indblandede mand i Udenrigsministeriet, Henrik Jacobi, lide af søvnforstyrrelsen narkolepsi. Dette resulterer i, at de udmattede af søvnløse nætter dratter i søvn, når verden er vågen. Og som oftest når det virkelig ikke går an at sove! Hej Ole Lukøje Alle tre har de prøvet disse blackouts til bevidstløshed, om man så må sige. Irene Vestager, der er cellobygger, sagde eksempelvis hej til Ole Lukøje midt i restaureringen af en kostbar cello, der følgelig gik op i røg. Harry Josefson har sovet sig igennem adskillige skygninger og indbrud for klienter, og Henrik Jacobis kæreste blev så forpisset over, at han faldt i søvn bag instrumentbrættet i sit privatfly - oppe i luften og med hende bagi - at hun skred med et brag. Narkoleptikere i galop Til en start har man stor sympati for disse skæbner, der - med alle tiders mest fortærskede formulering - lever et liv på trods. Men meget hurtigt afløses goodwill'en af gryende irritation. For persontegningen forbliver mærkværdigt karikeret, som tror ikke engang forfatteren på sine personer, og af samme grund virker deres evindelige soveri på udsatte steder hurtigt som et ufrivilligt 'falden på halen'-nummer. Lidt komisk, men først og fremmest trættede som en lang og søvnløs nat. Store dele af romanen sker der nemlig ikke andet end det, til fanden tager ved fortællingen, og de tre narkoleptikere galopperer rundt i Rom efter Irenes forsvundne søn. Prøv dog politiet Realistisk er det ikke just, og bedre bliver det langtfra, da en endeløs og opskruet bil- og flyjagt sætter ind gennem Sydeuropa for afslutningsvis at kulminere i fed, klæg happiness. 'Actionmættet' plejer man at kalde den slags i omtalen af amerikanske b-film, men som man aner, virker det her som et ærgerligt actionskelet uden ansatsen til kød på knoglerne. Hvorfor går de tre uheldige helte eksempelvis ikke bare til politiet frem for at drøne rundt i lejede biler og stjålne fly og gøre sig selv til grin for alverdens læsere? Og hvorfor ikke nuancere billedet af Europa syd for navlen frem for hovedløst at befolke det med korrupte kumpantyper og andet rakkerpak?