Alle kender formentlig fænomenet. Har man set en filmatisering af en roman, før man læser selve bogen, er det noget nær umuligt ikke at identificere personerne med de skuespillere, der spiller dem. Eftersom jeg så 'Breakfast at Tiffany's', før jeg læste Truman Capote's 'Holly', har jeg derfor altid set Holly Golightly i skikkelse af en dårende dejlig Audrey Hepburn. Mindre poleret Og af ganske samme grund kunne jeg under læsningen af Truman Capotes genfundne og nyudgivne roman 'Summer Crossing' ikke for mit indre blik se hovedpersonen Grady som andre end en yngre, mere uskyldig, men stadig ualmindelig yndig Audrey Hepburn. For Grady er Holly, blot i en yngre og endnu mere umoden - om end betydelig mere velhavende - variant. Bogstaveligt eftersom Grady er 17 år og bogen beskriver hendes første, farefulde sommer alene i New York. Og i overført betydning, fordi det er en yngre og mindre poleret Truman Capote, som læseren her stifter bekendtskab med. Capote begyndte at skrive 'Summer Crossing' som 19-årig, men fuldførte den aldrig og lod i stedet 'Andre stemmer, andre steder' blive debutromanen, der gjorde ham berømt i en alder af 24 år. Overklassemiljø Trods 'Summer Crossing's yngre og mindre finpudsede sprog er man imidlertid aldrig i tvivl om, at det er Capote, man har med at gøre som fortæller. Historien i sig selv er forholdsvis beskeden; en kærlighedshistorie mellem den rige og forkælede Grady fra Upper East Side og den fattige jødiske arbejderdreng Clyde fra Brooklyn. Charmen ligger som vanligt for Capote i detaljerne, persontegningen og beskrivelserne af det overklassemiljø, som han livet igennem var fascineret og morbidt tiltrukket af. Sol og sommer Overklassen er også et utrolig skønt og bogstaveligt talt rigt miljø for en forfatter med Capotes observationsevner, næsten endnu mere når man læser om det nu, hvor beskrivelserne af forældrenes månedlange 'summer crossings' til Europa og ekstravagante debutantballer også har fået nostalgiens charme og sødme. Så er man interesseret i et lille litterært bolsje med sol, sommer og ung kærlighed i en lidt ældre aftapning til at modvirke den mørke danske vinter, er 'Summer Crossing' lige sagen. Bogen er også en meget veltimet opvarmning, mens vi Capotefans ivrigt afventer, at den tilsyneladende filmatisering af hans liv med den perfekt castede Philip Seymour Hoffman i titelrollen rammer de danske biograflærreder.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























