Nu vi alle véd fra TV 2, at indgangen til Valhalla befinder sig i Vigga Bros baghave, vil det måske også interessere nogen, hvordan det gik, dengang Loke fik overtaget over Tor og nær havde tvunget hele Asgaard i knæ for hans herredømme? Sådan en fantasi, meget frit efter asatroens figurer, har Robert Rodi udviklet for den amerikanske Marvel-koncern, og flittige danske G. Floy Studio med de friske øjne har timet en dansk udgave sammen med julekalenderen i fjernsynet. Kødets dæmoni Men 'Loke' er altså ikke for børn. Knapt nok for rigtig voksne heller. En Kain og Abel-konflikt mellem jokerguden med kæmpemæssige hanrejhorn på hjelmen og tordendittoen iført Asterix' vingede Gauloise-hjelm er det spinkle påskud for billedernes betændte dyrkelse af kroppen, kraften og kødets dæmoni i en dygtig, men dyster farvelægning. Mens Sif som skændet krigsbytte prøver at forpurre henrettelsen af den lænkede Tor, vil Hel som sexet Catwoman fremskynde øksens hug. Karnilla er en 'nornedronning' (?!), hvis syner også hænger bedre sammen end hendes påklædning. Sikker sidekomposition med nærstudier af Lokes forpinte og forvrængede fjæs tyder på, at Ribics tegnekunst med held kunne tjene bedre formål. Her truer billedstrømmen hele tiden med at størkne i monumentale tableauer, der bedst afspejler, at moderne hobbypsykologi om søskendeskinsyge ikke er nok til at udfri Marvels moderne massemyter af deres skabsfascistiske banalitet. Radioaktiv ørken Supermagternes tidsalder var også superheltenes. Men hvad så derefter? Analogt med opgøret mellem Odins arvtagere i 'Loke' har Waid og Ross for den konkurrerende DC-koncern fantaseret over, hvordan superheltenes andengeneration egentlig vil administrere deres magt over den verden, Superman, Batman, Wonder Woman og resten af DC-holdet i deres storhedstid gang på gang frelste fra undergangen. Efterslægten af superhelte - af Marvel-afstamning! - er ved at gå agurk. De kæmper blindt om magten, uden ansvarsfølelse for den svage menneskehed eller jordens ressourcer. Superheltenes børn og børnebørn har ganske vist uskadeliggjort superskurkene - men selv taget deres plads! En bibelsk hornet Magog har udløst et angreb på Captain Atom, så strålingen forvandler hele USA's bibelbælte til en »radioaktiv ørken«, og hjernevask gør selv Captain Marvel til et villigt redskab for tilintetgørelsen! Værdikamp Gråsprængt, men bomstærk har Clark Kent ellers trukket sig tilbage til et liv som pensionistlandmand, men en modnet Wonder Woman - ikke ulig Annifrid Lyngstad længe efter ABBA-tiden - overtaler ham til at slippe ploven og samle hele det gamle hold. For øjnene af vores dødelige repræsentant i fortællingen, præsten Norman McCay, trækker Superman, Batman, Hawkman og resten af den himmelske hærskare i arbejdstøjet: Trikot ved trikot, kappe ved kappe stævner de ud til superkræfternes Armageddon. Her kan Fogh da få værdikamp! Analogien til nutids-Amerikas krige er ikke til at tage fejl af, heller ikke den - mildt sagt diskutable - morallære, der også her gør felttog til fredsmissioner. Men trods de på samme tid renskurede og højdynamiske billeders fascination af farverige fremstød og tordnende tilintetgørelse i rummet er fortællingens moralske fokus rettet mod øjenvidnet, den kristne præst og hans anfægtelser: Den der sår vind, høster storm - og ansvar for liv og klode ligger til syvende og sidst ikke hos en frelserfigur, men hos os selv! Verdens velfortjente undergang Barnetroens enkle forestilling om Dommens Dag kan man nu også finde som tegneserie. Den danske udgave for fem år siden af Anderson og Maddox' tegneserieudgave af Bibelen er tilbage, nu i billigere og mere handy format. Billedsproget står ikke tilbage for 'Vagttårnet's i glansbilledbanalitet; men bortset fra de almenfilosofiske tekster - Ordsprogenes, Prædikerens og Salmernes Bog - gengiver den i komprimeret og troskyldig søndagsskoleversion hele Gamle og Ny Testamente. Og dermed også den åbenbaring om Dommens Dag, Johannes modtog. Apokalypsens fire ryttere som den skingrende skøre discipels febersyn kan i suggestiv billedkraft slet ikke måle sig med Lokes tvekampsudgave af Ragnarok eller med superheltenes Armageddon. Men de rester af Patmos-fangens tekst, der bærer billedet, kan da minde om, at håbet om frelse altid har gået hånd i hånd med sødt svimlende syner af verdens velfortjente undergang.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























