Zadie Smith var kun 24 år, da hun indtog den litterære verdensscene med 'White Teeth'. Nu er hun 30, og hendes nye roman viser, at hun ikke blot er en af vores yngste 'store' forfattere, men også en af de klogeste. 'On Beauty' er både særdeles underholdende læsning, og så er den et litterært manifest, der viser, hvad romanen er bedst til: At vise verden, som den er, i al sit virvar af indviklede forhold, modsatrettede følelser og halvfærdige tanker, der aldrig når til vejs ende. Rasende talent 'On Beauty' har en ende, men det er ikke den, der er den vigtigste (eller mest vellykkede). Begyndelsen er heller ikke romanens kernepunkt, selv om det er her, at Smith tilkendegiver sin litterære inspiration (E.M. Forsters 'Howard's End'). Men ind i mellem de to poler udfolder Smith sit rasende talent for beskrivelsen af vor tids mennesker og de miljøer, der skiller dem ad - klasse, køn og race - mens hun folder dem ind i en sammenhæng, der er andet og mere end summen af sine dele. Sammenstød Plottet er som nævnt bekendt: To familier, der repræsenterer to forskellige værdisystemer, støder panderne sammen, da enkelte af familiernes medlemmer i hede øjeblikke overskrider de sociale og politiske konventioner, der skulle have holdt dem fra hinanden. På den ene side er der Belsey-familien, hvis overhoved er den hvide, liberale Howard med de politisk korrekte holdninger og et professorat i Kulturstudier på Wellington-universitetet i New England. På den anden side af kulturkløften står Monty Kipps, en trinidader, der har udviklet sig til en fuldblods, engelsk snob: konservativ og kristen, populær forfatter af kulturhistoriske bøger og ejeren af »den største haitiske kunstsamling uden for det stakkels lands grænser«. Intriger og skandaler Til sammen har familierne fem børn, og det er børnene og deres mødre, der overskrider fædrenes faglige fjendskab og former venskaber og andre forhold på kryds og tværs af hinanden. Howards ældste søn, Jerome, sætter gang i handlingen, da han fra sit praktikophold i London skriver en e-mail til sin far, hvori han begejstret fortæller om sit forestående bryllup med ærkefjendens datter, Victoria. Inden første kapitel er omme, er forholdet dog opløst, men skandalerne er først lige begyndt. Et semester senere kommer Kipps-familien anstigende til Wellington, hvor Monty skal være gæsteprofessor, og så ruller intrigerne ellers af sted. Humanistisk budskab På sine steder nærmer romanen sig det melodramatiske, men det er helt i sin orden. 'On Beauty' er ikke et tankeeksperiment, men et følelseslaboratorium, der undersøger personernes indre kaos, deres rodede historier og blandede hudfarver. Her er ingen gode eller onde, sorte eller hvide, men alle er en blanding af det hele. I dét lys fremstår bogens to patriarker - den konservative Monty og den liberale Howard - som oppositionelle positioner i en forældet debat, hvis egoisme Smith udstiller uden i øvrigt at deltage i den kulturpolitiske mudderkastning. I stedet betragter hun mudderpølens menneskeliv og tegner smukke mønstre i den med sin pen for at vise, at kultur ikke er noget, der kan begribes og forklares i Guds eller i den politiske retfærdigheds navn, men noget, der opstår mellem mennesker. Med det humanistiske budskab sender bogen endnu et nik i retning af E.M. Forster og hans berømte diktum 'only connect', men her er ikke tale om en tom, postmoderne manøvre fra Zadie Smiths side. Tværtimod bruger hun den historiske reference til at understrege sit eget ærinde - at undersøge forholdet mellem det skønne og det gode - og det gør hun på en måde, så 'On Beauty' ikke bliver den rene stiløvelse. Den er en sand fornøjelse.