Alt har sjæl hos Klavs Bondebjerg, det er lidt ligesom hos H.C. Andersen. Men hvor eventyrdigteren mødte sine levende tekopper og tinsoldater med fantasifulde fortællinger, så møder vores samtidige lyriker hele sin besjælede verden af måger, skyer, lyssignaler og drømme med knappe ord i stensikker form - og med varm, rå humor. Det er digte, der er så nærværende som et kærtegn. Og det er lykkelige digte: Fordi jeg ikke bestemmer
over weekendens skysystemer,
vinden der forvirrer græsset,
er hvert skridt en lettelse.

Fordi jeg er uden indflydelse
på fuglenes skovintriger
og nåletræernes irskud,
kan jeg gå i en uendelighed.

Intet er, som jeg vil have det.
Jeg er glad.Kys mig! I et land velsignet med mange digtere var det en af de dejligste, der døde sidste år i den urimelige alder af 51. Klavs Bondebjerg arbejdede til det allersidste på den usædvanlig velskabte bog, som kollegaen Thomas Boberg sammen med Marianne Bondebjerg nu har redigeret færdig og udgivet. Et umådelig kvalificeret redaktionsarbejde, som viser digterens fulde vingefang fra den tæt sansede naturbeskrivelse over den store og barokke humor til det stærkt erotiske, som sitrer overalt, også i samlingens allersidste digt: Jeg kunne bestille vækning
alene for at se din læbestift
udpege din mund.

Kys mig, hvis og hvor du vil,
men kys mig til en begyndelse,
kys mig en morgen,
aldrig som man sætter et punktum.I gode hænder Bogen er et requiem, et erotisk requiem, et nutidigt far verden, farvel, hvor Klavs Bondebjerg til det sidste lader digtene holde sig døden fra livet, men gør det med en diskretion og et lune, som allerede er af en anden verden: Unge mødre og fædre
triller barnevogne ind i fremtiden,
mens parkens hætteklædte løbere
forsøger at indhente næste forår.

Også jeg er til fods.
Desuden i gode hænder.
Under tilsyn af fugle og træer
går jeg i døden
så langsomt som muligt.Du, jeg og vi Digteren er ven med himlens fugle og parkernes træer ( jeg betragter ikke ethvert træ / som et kommende møbel, / forventer ikke / du snart begrunder mit liv.) Han er som en fisk i vandet, der hverken behøver straf eller redning ( Der var ikke en eneste fisk / om bord i Noahs ark), og vandet selv er blandt de 'hensynsfulde trafikanter', han gerne tænder to lys og et fyrtårn for: Regnen, der prikkede spidst i vandspejlets lak, / men efterlod bugten uden en ridse.

Ligesom naturens elementer, ilden, jorden, vandet, indfanges og accepteres som digtenes uafviselige bestanddele og digterens dødelig vilkår, således favnes også sprogets og det menneskeliges enkleste og sværeste størrelser: De fleste af mine venner er nysgerrige.
En leder efter centret for højdeskræk
i fugles hjerner.
En anden opmåler guderne.

Selv regner jeg med inden længe
at have løst ligningen med de tre ubekendte,
trioen, der ofte ligger tæt op ad sandheden og lyver,
du, jeg og vi.Fravalgets landskab Her er intimiteten med sprogets første og anden person, men der er selvfølgelig også iagttagelser af tredje person, både i ental og flertal. For eksempel hende skønheden, som har 12 etager / og en krybekælder, eller igen de allestedsnærværende træer: Træer er muligheder. Selv et barn kan se det. Sådan set er der ikke noget, som savnes her, heller ikke, slet ikke, den stadige refleksion over digtningen selv, poetikken i poesien: Sproget er næppe mangfoldigt, men alle mod alle i tillægsordenes paradis... Mod dette paradis er Klavs Bondebjerg nu stævnet. Allerede inden han krydsede linjen, havde han »opsagt« sit »abonnement på forskønnelsen« og skrevet, at For alt i verden / vil jeg ikke lide / af benægtelse. Mens det ene digt konstaterer, at Skridt for skridt vokser fravalgets landskab, ønsker et andet sig at opfinde et ur / der undgår tiden. Og begge samlingens to halvdele slutter med digte, der har begyndelse i sig. 'I morgen vil være i dag' hedder sidste halvdel og hænger ved livet ligesom selve samlingens titel 'Søndag efter midnat': en mere sikret og mindre poetisk eksistens ville bare have sagt... mandag. Klavs Bondebjerg sluttede med manér, med en stor samling af digte, der som barnevogne trilles ind i fremtiden.