Da den svenske journalist og ekspert i nynazistiske og andre højreekstremistiske bevægelser Stieg Larsson pludselig døde i 2004, efterlod han sig foruden forskningsinstitutionen Expo et krimiforfatterskab bestående af tre bøger, hvoraf den første nu foreligger på dansk. Efter endt læsning ønsker man sig, at de to følgende må udkomme meget snart, og man ærgrer sig over, at Larsson ikke fik mulighed for at skrive endnu flere romaner. Utilpasset superhacker 'Mænd der hader kvinder' er en på én gang meget klassisk og meget original kriminalroman. Den har to hovedpersoner: den 43-årige erhvervsjournalist Mikael Blomkvist, der, mens han venter på, at bølgerne efter en tabt injuriesag skal lægge sig, påtager sig at efterforske en næsten 40 år gammel forsvindingssag; og den 24-årige voldsomt utilpassede og umyndiggjorte superhacker Lisbeth Salander, der hjælper ham med den komplicerede opklaring. Nye spor Blomkvists arbejdsgiver er Henrik Vanger, overhoved for en af Sveriges store, men nu kriseramte industrifamilier, hvis kernemedlemmer alle sammen bor på en lille ø langt oppe i Den Botniske Bugt. Den ø, hvor Henrik Vangers unge niece Harriet forsvandt sporløst for mere end en menneskealder siden. Harriets forsvinden er blevet en besættelse for Henrik Vanger - eller en hobby, siger nogle af hans slægtninge - og da døden begynder at trænge sig på, engagerer han Mikael Blomkvist til at gøre et sidste forsøg på at fremskaffe nye oplysninger. Ingen af dem tror for alvor på, at det vil lykkes, men ved den sære Pippi Langstrømpe-agtige Salanders hjælp lykkes det faktisk Blomkvist at finde nye spor. Groteske seriemord Parallelt med historien om Harriet-sagen fortæller Larsson om det systemkritiske nyhedsmagasin Millennium, som Blomkvist er medejer af, og hvis eksistens trues af den finanshelt og storsvindler, som fik ham dømt for injurier, og som er en gammel fjende af Henrik Vanger. Det kommer der en meget interessant intrige ud af, som omfatter groteske bibelinspirerede seriemord, antisemitisme, nynazisme, økonomisk kriminalitet, mediemanipulation, mænds vold mod kvinder og mange andre viderværdigheder, som takket være Larssons nøgterne og ekstremt detaljerige stil og virtuose udfoldelse af det omfattende stof kommer til at fremstå som i uhyggelig grad troværdige.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























