Selve historien er banal og kunne under andre hænder være blevet absolut forglemmelig: En ung parisisk kvinde med ufaglært job og absolut intet netværk er forelsket i en mandlig ven, der imidlertid bor sammen med en perfekt kvinde. Men den nu 30-årige franske Céline Curiol får så meget ud af dette stof i sin med rette opsigtsvækkende debut med den danske titel 'Det lyserøde rum', at man som læser glemmer det fortærskede plot. Urhistorie Og man mindes om, at der efter sigende kun er et begrænset antal urhistorier i verden: Den, vi har her, handler om heltindens venten på heltens tilsynekomst/brev/telefonopkald og hendes efterfølgende fortolkning af mødet/ brevet/ samtalen. Det er, hvad man gør ved historien, der gør hele forskellen. Ulykkeligt forelsket 'Det lyserøde rum', som foregår i Paris og på en afstikker til London over nogle mærkeligt årstidsløse måneder, belyser den længselsfulde og efter (næsten) alt at dømme ulykkeligt forelskede kvindes sindstilstand og hendes momentant ryggesløse og risikable adfærd, mens hun venter på en udvikling i sit kærlighedsprojekt. Hun lader sig samle op af tvivlsomme, men heldigvis harmløse mænd og kommer i situationer, der fascinerer læseren ved sin balance mellem det komisk-kiksede (a la Bridget Jones) og det ynkeligt frastødende. Seksuelt overgreb Samtidig lader forfatteren ingen tvivl herske om, at den navnløse hovedperson som barn har været ude for et seksuelt overgreb, »indvielsesprøven«, som hun kalder den. Og ingredienserne i det overgreb doserer forfatteren dygtigt i små portioner, når tampen brænder for hovedpersonen. Ganske klassisk lukker hun op for fortiden efter et samleje med den elskede. Det er en af de fortærskede situationer, som det lykkes forfatteren at gøre friske og fri igen. Den psykologiske diagnose er enkel: Det skadede barn ser kun sin værdi i erotiske relationer, hun har ingen kvindelige venner og skaber situationer, hvor hun skal overgive sig til en mand. (Det gør hun så ikke alligevel, når hun når sin integritets grænse). Men igen: læserens primitive diagnose gøres til skamme af patientens raffinerede klædedragt. Suspense Hovedpersonen er ikke særligt sympatisk: Hun lyver, lukker af for sine medmennesker og synes blottet for interesse for andre end sig selv og sit attråede objekt. Hun har ikke slægtninge eller venner, er ikke noget for nogen, men lader sig bruge af tilfældige. Hun har infantile fantasier om de efterladtes reaktion på hendes død, men hun ringer kun til nogen - hvem som helst - når hun ikke vil gruble for meget. Og så er hun så uvidende, at det er provokerende. Alt sammen usundt og forkasteligt i denne læsers optik. Alligevel føler man med hende, og nu kommer det mest fantastiske: Curiol får skabt en spænding, en suspense, så læseren sidder som på nåle: Hvad sker der nu? Forfatteren lader diskret 'noget' falde ud af tasken, som man er overbevist om vil vise sig skæbnesvangert uundværligt om lidt, hun lader gudhjælpemig heltinden sove over sig, da den ellers uopnåelige lykke synes inden for rækkevidde, og hun lader ofte læseren være lige så spændt som hovedpersonen. Eneste anke mod plottet er, at det ville umuliggøres af en mobiltelefon! Om Lars Bonnevies oversættelse er der meget pænt at sige, først og fremmest, at den må have virket, jævnfør ovenstående. (En enkelt sætning var dog uforståelig, og et par steder mistænkte jeg lidt hastværk. Men tving mig ikke til at udpege dem!).