Ida Francesca vokser op i efterkrigstidens Aalborg. Moderen er modist, faderen politibetjent med traumer efter et år i Neuengamme. I den trygge enebarnsbarndom indgår også morfaderen med kolonihaven og en spansk farmor. Klasserejse Men Ida Francesca vokser væk fra gaden og det småborgerlige miljø og ind på Katedralskolen med elever fra det fine Hasseris. Hun foretager med andre ord en klasserejse, og det samme gør vennerne Einstein, den kommunistiske cigarsorterers søn, og Karen Sofie fra det rå og forarmede husmandssted. De tre unge fra de 'mindrebemidlede hjem', som det dengang kaldtes, bliver de dygtigste i klassen og holder livslangt sammen. Social mobilitet Som ung ingeniør gifter Ida Francesca sig ind i et aalborgensisk vinhandlerdynasti, og Inge Eriksen har dermed fået sin hovedperson forbundet med så mange miljøer, at hun kan tegne et stykke dansk socialhistorie fra Anden Verdenskrig og frem til i dag. Læg dertil til, at Ida Francesca efter sin studentereksamen besøger sin spanske farmors familie i Malaga i 1954. Hermed kan en skildring vokse frem af mennesker, der er kuede og fastlåste under Franco-diktaturet, men som alligevel har varme og levemåde. Den føjer sig til billedet af det Danmark, der gør det muligt at flytte sig socialt - om end en lille fornemmelse af at være en fremmed fugl i både sit oprindelige og sit nye miljø aldrig forlader Ida Francesca helt. Nok er hun blevet en kvinde med hat. Men hattedame er vejingeniøren ikke. Politisk motor Det er en slægtsroman, Inge Eriksen har bedrevet, tilsat politisk historie. Ingen person entrer scenen uden programmatisk at repræsentere et stykke social eller europæisk historie. Svigermoderen Alba rejste som 17-årig til 1930'ernes Berlin med en operasanger, der blev nazist. Hun besindede sig i tide og rejste hjem med to småbørn og et i maven. Ida Francescas svigerdatter kommer fra det gamle Sovjet, og hendes egen adopterede søn er mulat fra Berlin. Han oplever racismen på en tur til USA. Og sådan kunne man blive ved. Inge Eriksens motor er frygten for, at et århundredes politiske kampe for frihed og retfærdighed skal blive glemt i nutidens egoisme og selvtilstrækkelighed. Hun er udpræget en forfatter, der skal have noget sagt. Og sagt bliver det. Både med og uden pegepind er Inge Eriksen en didaktisk forfatter. Hun er også underholdende, men undgår ikke et triviallitterært præg i skildringen af disse prægtige mennesker, vi møder i frodigt dagligliv i fortid og nutid. Samtidig er romanen ødsel i sin altfavnende, stofmættede fremstilling. Multietnisk drøm Som den forrige roman 'Citrontræet' udmønter drømmen om solidaritet mennesker og nationaliteter imellem sig i en hyldest til familien. Både Vargaserne og Kruserne næres, beskyttes og holdes oppe af et overmåde stærkt og kærligt familiesammenhold. Den solidaritet, der begynder i det små, kan strække sig ud, socialt og internationalt - er det sådan, vi skal forstå budskabet? Der er både skønmaleri og multietnisk drøm i Inge Eriksens slægtsskildringer, og der er også underholdning for alle pengene i endnu en politisk og moralsk anfægtet roman fra hendes hånd.