Lars'erne Bukdahl og Nørgård har begge tidligere lavet bøger for børn, men aldrig sammen. Så hvad er mere naturligt end at navngive projektet 'Larslars'? Bukdahl tænder for ordmaskinen, Nørgård tegner stivbenet dertil. De to passer godt sammen på hver anden side. Det er godt gået. Måske er det gået for vidt. Ukontrollabel fortælling Historien om Larslars er umulig at referere, for den bevæger sig ukontrollabelt omkring blandt ikke eksisterende figurer i evig forandring. Den er vild som en orkan, men der fortælles i et roligt, nøgternt tonefald. Om vulkanen, der forelsker sig i en mariehøne, om dørmåtter foran postkasserne, om dagcykellygten med det sorte lys og dertil poetiske udsagn. Når Larslars hænger til tørre, »blafrer det dejligt i ham«. Mindre er mere Men i det lange løb bliver det hele for meget med sømmet i bund. Mindre er mere! De mange indfald skygger for hinanden og hensigten. For som der står i kapitel 12: »Det er hårdt at få så gode ideer«. En bog som 'Larslars' er nok ikke uden indflydelse fra Louis Jensens hundredvis af små historier. De kan også handle om spegesild og Bornholmerbåden, der forelsker sig i hinanden, men så heller ikke meget mere i dén historie. Lars Bukdahl fylder på til fantasiens smertegrænse. Så det er nok mest en bog for de voksne.
Fantasiens smertegrænse
Lyt til artiklen
