Den unge kvindelige præst hedder Liv. Hun forsøger at leve med, at hendes nære veninde Kristiane har begået selvmord. Liv flytter fra Sydtyskland, hvor hun studerede teologi og var sammen med Kristiane, til et kald i det nordligste Norge. Men Kristiane flytter mentalt med, og Liv skal klare sin nye tilværelse med den del af bevidstheden, der er tilovers, når tankerne om Kristiane har taget deres, og det er langt det meste. Uden for verden Liv går ved siden af sig selv, som det hedder på dagligdansk om en tilstand, alle kender i øjeblikke, i perioder, ja måske i hele livsfaser: at man egentlig ikke er dér, hvor man er. Det er forbavsende, hvor meget et menneske kan klare med de få procent af 'normalitet', der er tilbage i et hoved, mens sorgen raser, eller forelskelsen, eller depressionen, eller vreden - lidt ligesom man jo midt i stor fuldskab godt pludselig kan blive ædru, hvis det er absolut nødvendigt. Knugende kvindelighed Hanne Ørstavik er god til at skrive denne mentale dobbelttilstand frem. Sproget og billederne skrider hele tiden fra nu-og-her til 'Kristiane', som allerede i sit navn har teologiens genstand. Men Liv bliver også i sit nye liv som præst i Nordnorge konfronteret med døden i form af unge kvinders selvmord, og lige under aktualiteten i sognet ligger en fortid, hun kender fra sine studieår, da hun forskede i samernes blodige oprør i 1852. Der er meget rødt i romanens hvide sne, og den ånder hele tiden tungt af en sært knugende kvindelighed, mens til gengæld mænd er fraværende som andet end lejlighedsvise fremmede og meget fjerne. Hvis romanen var en patient, ville man muligvis diagnosticere en art livstruende mandeskræk. Men 'Præsten' er jo ikke en patient, den er et kunstværk - hvis psykologi og dødsdrift man tynges af, mens man løftes af den sproglige virtuositet, hvormed tyngden fremmanes.