Historien viser, hvor lidt der skal til, før fred bliver til ufred. Således også i landet Dakja imellem de to floder. I hundrede år har truwaernes folk været forskånet for overgreb, men nu står glidebanen klar. Den som fører fra mobning til massemord. Og det blot fordi den gamle konge er død, og de unge brushaner er kommet til. Frit jagtbytte I storværket om 'Krigeren' fortalte Josefine Ottesen i fantasyforklædning om vejen fra dreng til mand. I den nye trilogi 'Historien om Mira' vil hun fortælle om lidelsens vej. Første bind 'Dæmonernes hvisken' er en langsom og grundig optakt til det, som forventeligt vil komme. Truwaerne er blevet frit jagtbytte overalt, da pigen Mira i allersidste øjeblik bliver trukket om bag et vandfalds beskyttende hinde for at blive bragt i sikkerhed hos sit folk. Der er store planer med hende. Hadet slippes løs Med et mylder af liv maler Josefine Ottesen et senmiddelalderligt, sydlandsk landskab med borge og højheder, giftermål, brevduer og sorgløse rideture. Det er let at orientere sig i tiden, og de i titlen nævnte dæmoner holder sig på afstand, indtil de slippes løs mod slutningen. Miras far er tæt på kongen, og han er gift med en ikke-truwa, men det hjælper ham ikke, da ridderspirerne fra Vargasordenen slipper hadet løs. Mira er sen til at opdage, hvad der sker, for hun lever den vilde barndom på hesteryg og solsiden. Hun fornemmer nok, at der er ugler i mosen, og indvilliger da også i et passende giftermål med en ikke-truwa, men nu har det vist lange udsigter. Ægte højstemthed »Tiderne ændrer sig som havet. Sådan har det altid været«. Josefine Ottesen slipper godt fra at besmykke sin historie med trivi og banale bemærkninger. Hun kan være højstemt på den ægte måde. »Høsten var lang og rig«. Det er hendes kunst. Der er ikke vingebaskende eksperimenter i sproget, men det opvejes så rigeligt af den styrke, der er indvævet i ordene allerede fra side et. Hør så efter! Det er alvor! Tilsyneladende sorgløshed Mira bliver altså reddet af vandfaldet til sidst. Hun er udset til noget stort, og i næste bind nøjes dæmonerne næppe med at hviske. Hvordan freden skal komme til Dakja igen, er svært at se, for nu kaster alle de 'rene' sig over truwaerne og deres ejendomme. Truwaerne har guld. De har altid været gode til handel. De ser også lidt anderledes ud. Og så er de mærket i hovedet, så man kan genkende dem. Sort ser det ud. Der er en fin tråd til Anders Johansens trilogi 'Raklos rejse', som direkte handler om forfølgelsen af jøder under anden verdenskrig. I første bind 'Jordens skød', der er noget af det smukkeste, han har skrevet, hersker samme stemning af tilsyneladende sorgløshed som i Josefine Ottesens nye bog. Som sæbebobler vugger mennesker intetanende mod deres endeligt. For vi ved jo alle sammen, at »tiderne ændrer sig som havet«. I embeds medfør læser jeg en hel del fantasy. Det kan ikke nægtes, at det indimellem kan være kedsommeligt. Med Josefine Ottesen keder jeg mig aldrig.