Hujuujaq. Ordet er nyt for mig, mit grønlandske er ikke, hvad det aldrig har været. Men ordets bortsusende forsvinden dækker den grundfølelse, denne romans mennesker hver for sig kæmper for at overvinde eller forlige sig med. Ensomhedens sorg, betyder det åbenbart, eller med romanens mere blufærdige ord: »At være ked af det på grund af fraværet af andre mennesker«. Selvironisk og selvoptaget Joyce, der ender med at befinde sig i Grønland og lære dette ord som del af sin forskning i etnografisk lingvistik, fortæller selv og indleder romanen med en praktisk erfaring: »Har man levet i et hus med forstoppelse, bliver afføring let en besættelse«. En selvironisk galgenhumor er blandt denne rødhårede amerikanske kvindes mest sympatiske træk - men kan jo ikke skjule, ikke engang for hende selv, at hun f.eks. også er selvoptaget i en grad, så hun overlader sin nyfødte søn til sin søster at opdrage - og selv forsker videre. Det logiske resultat er ensomheden. Følelsesmæssigt uudviklet Men det hele begynder i Reykjavik i 1972, dagen før skakstormestrene Bobby Fischer og Boris Spassky skal mødes. Et andet sprogtalent, den russiske tolk Vladimira, oplever et privat møde med stormesteren, som bliver hendes livs besættelse og for så vidt undergang. Men også hendes livs mening. Et følelsesmæssigt uudviklet skrummel af en kvinde er hun, da hun hopper af i Vesten, finder husly og arbejde takket være en ung islandsk kvinde. Edda hedder hun såmænd og er fysisk russerens modsætning, lille, buttet og så ferskendunet, at et hår mere på hendes arme ville have gjort hende til en hidtil ukendt dyrerace, som der står med et af bogens slagkraftige sprogbilleder. Edda er gravid, for hun har også taget sig af romanens fjerde hovedperson: Olivier, en midaldrende fransk hotelejer, enebarn af en enke, hvis moderkærlighed ikke kendte sine grænser, men afsatte en alt overskyggende skam og ensomhed, som først mødet med Edda heler, og kun foreløbigt. At finde vej ved at fare vild De fire er alle til stede i Reykjaviks gader den dag i 1972, og deres skæbner fletter sig sammen og atter fri af hinanden, indtil årtusindskiftet er passeret, men ikke fortalt med samme nærhed. Joyce og Edda fortæller selv i 1. person, mens Vladimiras og Oliviers liv og person ses både ude- og indefra, holdt i 3. person men med dækket indre monolog eller snarere bevidsthedsstrøm. Hvert liv rummer nok til en roman, men tilsammen belyser disse trådes fletværk af tilfældigheder titlens pointe: Undertiden finder vi vej ved at fare vild. Med bogens motto af Yoko Ono kan vi være så heldige at »draw a map to get lost«. Håb og fornedrelser Nogen overordnet skæbnetro er dog langtfra til at skelne. Joyce - der vist står fortælleren nærmest - afviser sin (moder-afviste) søns tro på Gud. Det samme gør den pige, han møder - og som vi længe har kendt fra et andet sted i mønsteret. Snarest lærer skæbnerne os vel, at ensomheden kun brydes ved at tage ansvar for andre. Detaljer bør næppe røbes, for elementær nysgerrighed på livets slyngninger, underholdende som i den bedste dameroman, driver læseren med fortællingens hjemsøgte figurer gennem høje håb og dybe fornedrelser og får os til at indleve os i selv de mest ubegrundede eller utilgivelige længsler - uden at forskønne eller forsvare dem. At litteratur kan dét, gør den jo netop til et middel mod 'hujuujaq'!