Man taler om, at billedbogen er i krise. Efter ti fede år kommer nu et par magre. Det var også vildt, så længe det varede. Som en kollektiv, frisættende rus, der ramte både de spritnye tegnere og de mere øvede. Og lidt ved siden af, vil nogle mene. Hegnsnedbrydende Man kunne håbe på, at noget af al energien og armsvinget fra billederne ville smitte af højere oppe i systemet, dér hvor man betjener sig af ord. Det er ikke sket. Men så tager tegnerne sagen i egen pensel og fortsætter den hegnsnedbrydende virksomhed i nye omgivelser. Som support til begynderlæsning følger de i virkeligheden blot deres tidligere publikum fra billedbøgerne videre opad i livet. Det sker under kampråbet 'billedroman'. Dansklærerforeningen lægger ryg og rygte til, men andre forlag har også lugtet lunten. Sprælsk alvor En billedroman er ikke nogen ny opfindelse. Tænk på Prins Valiant! Men i denne sammenhæng bruges formen målrettet til at fortælle en overgod historie til overstadige billeder på den renest mulige måde. Enkelhed og alvor på tekstsiden. Og masser af sprælske billeder, som kan både dementere og cementere udsagnene. Billedbogsbølgen Det er en velanskrevet flok fortællere, som står bag denne anden ombæring af billedromaner. Dorte Karrebæk, Pia Juul og hunden Oscar K. Og der er samme niveau hos tegnerne. Dorte Karrebæk, Otto Dickmeiss og Rasmus Bregnhøi. Især de to sidstnævnte har været forrest på surfbrættet under billedbogsbølgen. Og der har Dorte Karrebæk været siden 1981! Hun har i øvrigt ikke tegnet til sig selv. Hun klapper hunden. Særhed og skæbne Det er tre sørgelige og voldsomme 'romaner'. Så er det sagt. Skarpest er Pia Juul i en lille landlig u-idyl 'På jagt', der handler om forholdet mellem en far med røde øjne og en dreng, der har skudt en ræv. Mor er flyttet hjemmefra. En dag spærrer en vred nabo drengen inde i sin stald fuld af rotter og skrammel. Det skulle han ikke have gjort. Det er en historie i jordhøjde om særhed og skæbne, som er mesterligt fulgt på vej af Rasmus Bregnhøi, der selv kommer fra landet og derfor kender de trøstesløse, ensfarvede (computerskabte) himle, der kan gøre selv en bonde forrykt. Han tegner og farvelægger frysende enkelt. Øjne uden liv »Emmely var vild. Det var hun«. Sådan indleder Dorte Karrebæk historien om en pige, der bliver opædt af sin egen dukke. For vilde Emmely indgår en pagt med sin søde dukke. Den skal formilde forældrene, og så kan pigen fortsætte med at være vild. Det går bare ikke helt efter planen. Uhyggeligt! Og dertil kan man kun vælge en Otto Dickmeiss, som kan tegne vanvid ind i helt almindelige omgivelser. Øjne uden liv er hans speciale. Personerne kan se så trygge og æblekindede ud, men det er de ikke. Larmende energi Som halen efter hunden trisser Oscar K. ind på scenen med Dorte Karrebæk ved sin side. 'Benni Båt' er svag, og så er den svær. Det er en historie om mobning og årvågenhed. Om identitet og tilpasning. Der er flere handlingsgange, end genren vist normalt tillader. Det har ikke været svært for Dorte Karrebæk at finde billeder i teksten. Hendes tegninger er ærligt uhyggelige. Men hun forløser ikke ordene. Måske forstår hun dem heller ikke. Billedromanen er noget af det bedste, der er sket længe i den trangbrystede andegård, som er børnebogens. Her er ægte ildhu og larmende energi. Se selv efter!