0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Robicheaux' raseri

James Lee Burke holder på mere end én måde dampen oppe i sin serie om sydstatspolitimanden Dave Robicheaux.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Nogle mennesker bliver mildere og rundere med årene og har måske også efterhånden lidt svært ved at holde dampen oppe.

Det gælder dog mildest talt ikke for 69-årige James Lee Burke og hans hovedperson Dave Robicheaux. Politimanden og eksalkoholikeren fra New Iberia i Louisiana synes snarere at blive mere og mere indebrændt for hver bog.

Verden mere og mere snasket
I 'Sidste sporvogn til Elysian Fields' er Robicheaux decideret ude af kontrol. Det har sine gode grunde.

Robicheaux har altid hadet de riges moralske letfærdighed af et godt og grundigt hjerte, og i Bush-epoken har de rige i Robicheaux' øjne fået lov til at svine og gradbøje loven som aldrig før.

I stort og småt ser Robicheaux sin verden blive mere og mere snasket for hver dag. Men også på det personlige plan har Robicheaux det hårdt.

Slipper for obligatorisk sexscene
Hans elskede Bootsie er død af sin uhelbredelige sygdom, og datteren Alafair er rejst væk for at studere i den anden ende af landet. Robicheaux er alene.

Som læser har det den fordel, at man i denne bog slipper for Burkes obligatoriske pinagtige sexscene, men for Robicheaux er det ikke sjovt. Ånden i flasken er mindst lige så stærk som de mange spøgelser fra fortiden, der trænger sig på.

Stank af moralsk råddenskab
James Lee Burke har næppe nogensinde tilladt sig så kaotisk en intrige som i 'Sidste sporvogn til Elysian Fields'. En bluesmusiker, der døde under mystiske omstændigheder for mange herrens år siden, da han som straffefange knoklede for byens matador. En mand Dave selvfølgelig ikke kan snuppe.

Den katolske præst, fader Jimmie Dolan bliver jaget af en irsk lejemorder, men slår heldigvis en proper næve. Ulovlig udskænkning af alkohol til mindreårige efterlader sig et spor af død, ødelæggelse og stinkende dobbeltmoral. Mafiaen pusher porno og hårde stoffer og puster til ilden med og uden svejseflamme.

Fortidens synder lader sig måske nok begrave, men forsvinder ikke. Nye og gamle lig hober sig op. Robicheaux' knoer bliver hudløse. Stanken af moralsk råddenskab lægger sig over det sumpede landskab, hvor gamle og nye hemmeligheder gærer og hørmer fra New Orleans til New Iberia.

Blanding af politimand og profet
Det er ikke Burkes bedste plot. Der er simpelthen for mange handlingstråde til, at de alle kan forekomme lige påtrængende. Til gengæld er 'Sidste sporvogn til Elysian Fields' pisket frem af et indædt raseri, der emmer fra både hovedpersonen og romanen selv.

Hvor Carl Hiaasen med vid og bid laver krimier fra Florida, der spidder det amerikanske miljøsvin, går Burke til vaflerne med samme elegance som et arrigt næsehorn. Selvtægt er et mildt ord for de eskapader, Robicheaux og hans gamle ven Clem Purcell tillader sig. Selvfølgelig går det ud over slyngler, der næppe har fortjent bedre. Men det er frustrationen og magtesløsheden, der taler.

Frustrationen over en nation, der i hvert fald med den næsten gammeltestamentligt retskafne Robicheaux' øjne synes hårdnakket indstillet på at forvandle sit land til ét gigantisk toilet, der kun venter på det store skyl. Det er her på kanten af kummen, Burke lader sin hovedperson udvikle sig til en blanding af uortodoks politimand og plaget profet.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce