Vincents dannelsesrejse

Lyt til artiklen

Vincent Nolan er en taber. Han er skinhead, nynazist og har store SS-pile tatoveret på sine underarme. Og så er han netop ankommet med firetoget fra sin white trash-sump til civilisationens centrum på Times Square, Manhattan. Her vil han sætte holocaustoverleveren og lederen af 'Brotherhood Watch Foundation', Meyer Maslow, stævne. Vil være en vinder Ikke for at gøre jøden fortræd, men for at søge et job. Vincent har nemlig besluttet sig for at lægge stilen lidt om. Han vil være en vinder. Eller som han selv forelægger sagen for Maslow: »Jeg vil hjælpe sådan nogle som jer med at redde sådan nogle som mig fra at blive sådan en som mig«. Nynazist blandt jødiske brødre Sådan begynder Vincents dannelsesrejse i 'A Changed Man', som følger hans vej gennem New Yorks jungle af filantropi og forretningsliv. Maslow åbner nemlig straks sine arme for den unge mand, og det gør han dels fordi han er en mand af kristen overbevisning, dels fordi han selv fandt frelse fra en uventet kant på flugt under Hitlers jødeforfølgelser og nu gerne vil gøre gengæld. Men Maslow har også andre, mere praktiske og presserende motiver. Det viser sig, at hans velgørenhedsimperium er begyndt at smuldre, og han ser i Vincent en potentiel mediebegivenhed, der kan hjælpe hans organisation på benene igen. Så han inviterer den tidligere nynazist indenfor blandt sine jødiske brødre og tilbyder ham nattely - ikke hos sig selv, men hos assistenten Bonnie. For som Bonnie selv bemærker om sin chef, »bryder han sig ikke om at få snavsede hænder, når han udøver sine gode gerninger«. Bondeknold og moralsk støtte Bonnie er Vincents kulturelle modsætning. Hun er mor, nylig fraskilt, neurotisk til fingerspidserne og følelsesmæssigt fuldstændig kørt i bund. Og så er hun jøde. Vincent er en ung bondeknold, uskolet og halvbøvet, men han er også en ærlig sjæl, der - den nynazistiske fortid til trods - kommer til at virke som moralsk støtte og stabiliserende ramme fra det øjeblik, han træder ind i huset: »Bonnie vil ikke råbe af sine børn, når der er en fremmed i huset. Hvor deprimerende, at en nynazists tilstedeværelse kan få et andet menneske til at opføre sig mere civiliseret!«. Amerikansk fænomen tages ved halebenet Så er bogens tone sat, og det er en socialsatirisk tone, som Prose nænsomt spidder sine personer med. Jeg skriver nænsomt, for Prose hænger ikke Maslow ud for hans dobbeltmoral, ligesom hun ikke gør grin med den ynkelige Bonnie, den pinlige Vincent og det smådesperate forhold, der kommer ud af deres møde. Tværtimod lægger hendes ironiske drag et charmerende slør over deres latterligheder, der får læseren til at grine højt, men bevæget over de alt for menneskelige mennesker. Ligesom i hendes sidste roman - 'Blue Angel', der blev nomineret til National Book-prisen i 1998 - tager Prose her et amerikansk fænomen ved halebenet. I den tidligere bog gjaldt det universitetsverdenen og dens politiske korrekthed. 'A Changed Man' undersøger den amerikanske drøm om 'at begynde forfra'. Vincents historie viser, at det kan man godt og omkostningsfrit i landet, der er der til samme - ikke ved egentlig at ændre sit væsen, men ved at lave sin historie om. Og den historie har Prose skrevet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her