På forlaget Carlsen pudser de hvert år 'Fortællefantordenen' og giver den til én af deres egne bøger. Juryen er en række skoleklasser, så det er (små)folket, der har talt, og det mener ikke altid det samme som os voksne. Kernefamilien I år er vinderen billedbogen om 'Spøgelset der så gerne ville vokse'. Teksten er af Karin Feit Almberg, og tegningerne er af Lotte Nybo. Som ved tidligere afgørelser er det de gamle dyder, som kommer på podiet. Billeder, der ligner. Gamle ord som 'rulleskøjter'. Forældre, der er sammen. Fars værktøjskasse og mors kagedej. Sommer, sol og en smule fare. Spøgelsers holdbarhed Det er ikke spøgelset Ølse, der er farligt. Da Jeppe opdager det lille væsen, tror han fejlagtigt, at det er varedeklareret uden på dåsen og kun kan holde sig i 24 timer. De to får travlt, for spøgelset Ølse vil gerne være et stort spøgelse, før det skal herfra. Mange honningkager og pølsemadder senere forstår Jeppe og Ølse, at et spøgelse kan leve i hundrede år. Og nu vil det altså lære at køre på 'rulleskøjter'. Den lille fare kommer fra en mobbesyg nabodreng. Han får, så kasketten passer. Idylliske billeder Karin Feit Almberg fortæller mundret og en smule omstændeligt en morsom historie fra hverdagens lager af mirakler. Hun puster liv i lille Ølse; men hvordan trækker et spøgelse egentlig på skuldrene? Ordene lægger op til det rare, men det er på billedsiden, at idyllen popper op for fuld udblæsning. Lotte Nybo kan minde lidt om Palle Bregnhøi. Der skal være blade på træerne og solskin i haverne. Her har hun dog svært ved at give ordentligt modspil til en tekst, der ligner hendes egne billeder for meget. Men tillykke med 'Fortællefantordenen'.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























