Da Gabriel García Márquez fik nobelprisen i 1982, ikke mindst for romanen 'Hundrede års ensomhed', virkede det næsten som den endegyldige blåstempling af den særlige form for latinamerikansk prosa, der kaldes magisk realisme. Márquez står ikke alene - Miguel Ángel Asturias fik nobelprisen femten år før, Juan Rulfo er endnu mere magisk og Isabel Allende (måske) endnu mere populær end han - men der er ingen tvivl om, at Don Gabriel frem for nogen personificerer stilarten med al dens frodighed og alle dens krumspring. Fakta i fiktion Så betyder det mindre, at han selv har prøvet at lægge afstand til den, at han gennem det meste af sit liv også har været journalist, og at han ikke bare bor i fiktionens legeland, men også tager markant politisk stilling i den virkelige verden. Som socialist og personlig ven af Fidel Castro burde han egentlig være lagt stærkt for had i disse tider, men se om nogen nænner det. Læserne har det for godt i hans univers, i hans opdigtede by Macondo og de andre lokaliteter, som er kreative forvandlinger af hans eget liv og hans egen familiehistorie. Sandhedskærlighed og selvironi For to år siden kom første del af hans memoirer, hvor Macondo nævnes ved sit 'rigtige' navn Aracataca, og hvor hans første skridt på skribentbanen er skildret med lige dele sandhedskærlighed og selvironi. (Forholdet mellem de to ting må læseren selv rede ud!). Mens vi venter på fortsættelsen, kan vi så glæde os over den lille fortælling 'Erindring om mine bedrøvelige ludere', som han skrev færdig i maj 2004, og som allerede nu udkommer på dansk i Annette Rosenlunds velfungerende oversættelse. Den hæmmende blufærdighed Titlen er den titel, som bogens jegfortæller egentlig gerne ville bruge til sine uskrevne erindringer. Han er en gammel gut, ansat som klummeskriver ved en stor avis, og han har, fortæller han, aldrig været i seng med en kvinde uden at betale for det. Han har en stor læserskare, han er karikaturtegnernes yndlingsoffer på grund af sin 'eksemplariske grimhed', han er ikke hvem som helst, men den private huslige lykke og den romantiske kærlighed har han altså aldrig oplevet. Det år, han fylder halvfems, beslutter han at forære sig selv en vild elskovsnat med en ung jomfru. Han ringer til en bordelsmutter, han kender, og hun skaffer varen - en 'lille høne', der desværre kun er omkring fjorten, under den kriminelle lavalder. Vor helt accepterer alligevel og lægger lidt oven i prisen, og så er der kun tilbage at vente. Frygt ikke, forargede læser. Den halvfemsårige luderkunde og vordende sædelighedsforbryder får sig en overraskelse. Pigen sover, da han kommer ind til hende, og i stedet for at tage for sig af retterne bliver han overvældet af ømhed for hende. »Den nat opdagede jeg den ufattelige glæde ved at betragte en sovende kvindes krop uden at være underlagt begæret og uden hæmmende blufærdighed«. Etisk refleksion Sådan fortsætter det. Han møder hende kun, når hun sover, han rører hende knap nok, han er forelsket, himmelhøjt jublende og dødsens bedrøvet, han lider alle jalousiens kvaler og mærker al tilbedelsens henrykkelse - pigen er et dementi og en forløsning af alle hans halvfems års ensomhed. Hans liv kommer til at stå i et nyt lys, og læserne bliver delagtiggjort i de episoder af det, som det nye lys strejfer hen over som et spotlight i mørke. Efter diverse forviklinger, både pinagtige og lykkelige, kan gamlingen på sidste side konstatere, at han endelig har fundet det virkelige liv og har sit hjerte i behold. Referatet yder ikke fortællingen retfærdighed. Det lyder skamløst kulørt og banalt, men det kulørte er, som det i reglen er hos Márquez, gennemlyst af etisk refleksion. Han vil bare hellere brække sin pen på langs end gribes i at præke moral. Hvor meget den halvfemsårige klummeskriver egentlig har til fælles med den nu 77-årige nobelpristager, kan kun de indviede vide; men fortællingen om en gammel mand, der bliver vis i sin dårskab, er netop i sin antydethed tilgængelig for alle.