Under læsningen af Douglas 'Gen X' Couplands 'Eleanor Rigby' indser man trinvis, at man er vidne til et mysterium i størrelsesordenen 'hvorfor gnaver selv mine dyreste sko mine hæle til blods på fem minutter - damn it?'. Et enerverende, åbent spørgsmål med andre ord, og i dette tilfælde, der jo så har taget navn efter den gamle Beatles-sang om alle de ensomme mennesker (»where do they all come from?«), får det unægtelig tålmodigheden til at klø, svie og skalle af i flager. For why oh why, mr. Coupland, har du valgt at skrive denne ligegyldighed befolket med sløset signaturgenbrug? Katapult af kedsomhed Som f.eks. de fremmedgjorte, meningssøgende og kærlighedshungrende individer fra dysfunktionelle familier, som vi har mødt i utallige Coupland-bøger før denne. De er nu så hule og ligegyldige, som var de skrevet på ydersiden af tomme toiletruller. Og så den minimale handling, der pludselig tumler ind i en sandsynlighedsforladt blindgyde og bliver der, til sidste punktum er sat. Jeg formoder ikke, at du mangler moneter og noget at give dig til, mr. Coupland? Eller keder du dig monstro så meget i laser over din egen mangel på fornyelse, at selv dét at katapultere denne kedsomhed ud i universet giver spænding i tilværelsen? Tudefilmskarakter Jeg kan kun gisne. Til gengæld hersker der ingen tvivl om, at historien om Liz Dunn, hvis e-mail-adresse er eleanorrigby@arctic.ca, og hvis eksistens er lige så ensom og gennemsnitlig som hendes, har kostet minimalt med hjerteblod. Vi følger hende, fra hun 36 år gammel har gennemgået en tandoperation og gør sig rede til at fouragere i Jell-O og tårepersere som 'Tid til kærtegn', 'Bambi' og 'På stranden' ('Beaches', sandsynligvis. Rædslen hedder sært nok 'Friends' her til lands). Imens ligegyldige Liz kaster pseudodybsindigheder om livet, døden og universet af sig, der beklageligvis er langtfra så rammende, endsige morsomme, som satiregenren fordrer, lunter handlingen ligegyldigt af sted med hænderne i lommen. Diverse samspilsramte familiemedlemmer kommer på sygevisit, en læge ringer, dingdong, fra det nærmeste hospital, og Liz erfarer til sin glæde, at sønnen Jeremy, som hun bortadopterede ved fødslen, ønsker at træffe hende. Desværre har han dissemineret sklerose, og mest desværre, fordi han hurtigt udvikler sig til en af de ulidelige tudefilmskarakterer, der mindst burde have ti tapperhedsmedaljer i minuttet, samtidig med at Coupland insisterer på at beskrive både ham, Liz og hele situationen med hjertet holdt ud i strakt arm. Gå langt uden om Resultatet er uoverbevisende, sine steder decideret smagløst, og bedre bliver det langtfra, da handlingen drejer ned ad bemeldte blindgyde. Hjulpet godt på vej af en dubiøs meteorsten i Vancouver, et ditto dubiøst fængselsophold i Frankfurt og en højdubiøs love story i Wien, hvor alle brikker falder på plads, som var de sidste afsnit af en endeløs tv-serie. Med tam dåselatter og endimensionale karakterer, uanset hvor mange andenrangsskuespillere der har spillet dem. Så gå langt uden om 'Eleanor Rigby'. Løb om muligt, og gerne tilbage til Douglas Couplands 'Generation X' (1994), 'Kæreste i koma' (1999) eller 'Hey Nostradamus!' (2004), der udviser langt større vilje til at leve end denne.