»Jeg vil mane Anja frem. Jeg spiller Schubert«. Ja, gu' spiller Axel Vinding Schubert, men det er den unge pianist Anja Skoog, som Axel Vinding elsker i tresserne, da alt er nyt og besværligt i Norge. 'Til musikken' hedder Ketil Bjørnstads bog nok så patetisk - musikken vil hellere være fri, hvis musikken vil noget. Sensible musiktalenter Ketil Bjørnstad er selv både komponist, pianist og forfatter, forhåbentlig en bedre pianist end forfatter, selv om jeg tvivler. I bogen blander den unge musiker sine kort med en underholdende let hånd, nævner Dinu Lipatti, Jaqueline du Pré, Brahms, Beethoven, Bygdøy, aulaen med Munch og de fine unge, men sensible musiktalenter, som skal forsøge at skabe en karriere ud af evnerne. Familie i disharmoni I centrum står tre piger, Anja Skoog, Rebecca Frost og Margrethe Irene, den sidste med bøjle på tænderne. Axel selv er outsider. Hans elskede alkoholiserede mor er død ved drukning, faderen er svag, men sympatisk, og søsteren Cathrine lesbisk og ude af gymnasiet. Oven i købet lesbisk med Anja Skoog, som vist nok også har haft en affære med sin rige far, kaldet lommelygtemanden. Pseudodybsindigt De unge mennesker konkurrerer og samtaler om den klassiske musik med veneration, og de sætter en plade på, dette her er fint, og stort, og læseren er dybt irriteret over den flade, letlæselige hyldest til klassisk musik og ung smerte. Skolelærere, kritikere, spillelærere og norske sporvogne spiller en stor rolle i denne hyldest til den dannede læser, som føler med den selvcentrerede pianist, som ofte brækker sig i krattet. Jo, de unge er rivaler, men mest af alt elsker de musikken. Det er unge idealister. Det ender galt. Jeg er bekendt med Ketil Bjørnstads navn, men bogen fænger ikke. En 'kunstnerroman'? Usandsynlige replikker, utroligt pseudodybsindige samtaler, en fad og selvfed henvenden sig til læseren i små hovedsætninger uden den ringeste sproglige originalitet eller kraft. Misbrug af Schubert!