Set fra oven ligner den store grågrumsede flod en stor slange. Halen er tynd oppe i bjergene, men ude ved havet er den som en kæmpemund, der forsluger sig på oceanet. Tættere på kan man få øje på et fint netværk af stier og lerhytter med strå på. I en af dem, der ligger tættest ved floden, bor pigen Josina. Det er hendes og flodens historie en regnfuld sommer for nogle år siden i Mocambique, som Bodil Bredsdorff fortæller om i 'Slangefloden'. Glæde i maven Historien om Josina er magisk, selv om den er realistisk - tv viste dengang mange billeder af folk, som sad oppe i træerne sammen med slangerne og ventede på hjælp. Bodil Bredsdorff anslår alle strenge - men især den poetiske. Afrikas lyde og lugte vælder op fra bogen. Væden hænger tungt i leret. Det er smat! Isfuglen flyver forbi, og på vandet flyder krokodillerne og en rød trøje, som fiskeren ude ved havet fanger og forærer sin kone, så hun bliver glad. Forfatteren nedtoner manglerne og fremhæver det simple liv i smukke omgivelser. Bedstemor har et mundheld: 'Glæden sidder i maven', men det er Josina ikke helt sikker på. Så da floden stiger, er det bare om at komme væk. Flugten ender på et bliktag, hvor Josina og hendes mor og bedstemor bliver samlet op efter nogle dage. De tørster mest. Og for at gøre eventyret perfekt bliver Josina ven med en hvid dame, der har en flot taske. Det fører mere med sig. Alt er godt. Undtagen for det lokale fodboldhold, der kæntrede på vej hjem fra en udesejr. Afrika under huden Med 'Slangefloden' arbejder Bodil Bredsdorff videre i det tonefald, der gjorde hendes seneste 'Misafirs engel' til en lille perle. Sproget er nærværende og præcist i sit svæv. Fornemmelser fylder mere end fakta, og naturen er levende medspiller. Bogen er en overvældende stemningsformidler fra den røde jords land. Afrika under huden.