I kølvandet på Haruki Murakamis internationale gennembrud er blikket for alvor blevet rettet imod japansk litteratur. Vel til dels i håb om at nyde godt af Murakamis succes er antallet af japanske romaner oversat til engelsk hastigt voksende. Det betyder heldigvis ikke, at man med spredehagl pludselig oversætter alt, hvad der kan krybe og gå fra Japan. Der er snarere tale om en slags forlagsmæssig aha-oplevelse. Interessant og salgbart Man har opdaget, at japansk samtidslitteratur har meget at byde på, og måske oven i købet kan sælges. De fleste af nyoversættelserne har fat i udgivelser med nogle år på bagen i Japan. Hvilket heldigvis ikke gør dem spor mindre interessante. Det gælder i høj grad for 'In The Miso Soup' af Murakami. Ikke forfatteren til 'Trækopfuglens krønike', men den anden Murakami. Ham med fornavnet Ryu. Isolationistisk samfund Ryu Murakami er ikke en ny stemme på engelsk. 'In The Miso Soup' er hans fjerde roman, siden han debuterede med millionsælgeren 'Almost Transparent Blue'. På trods af den høje kvalitet i f.eks. den rå og mærkværdige 'Coin Locker Babies' har han endnu til gode at vinde gehør hos et større publikum i Vesten. Men det kan komme nu. 'In The Miso Soup' fra 1997 har, hvad der skal til. En koncentreret lille kulturkritisk spændingsroman i familie med Brett Easton Ellis, men alligevel helt sin egen. Som Haruki Murakami beskæftiger også Ryu Murakami sig med den særlige japanske splittelse mellem lokal og global kultur. En splittelse, der synes at være ekstra følelsesmæssigt lammende i Japan, fordi den udspiller sig i en i bund og grund isolationistisk kultur. Isolationistisk i forhold til andre kulturer. Men også internt isolationistisk. Eller som vi siger på dansk: Det der med at komme hinanden ved kniber det åbenbart ganske gevaldigt med. Overfladisk forbrugskultur Ryu Muarakami har som mange andre japanske kulturpersonligheder en spraglet baggrund. Han har haft et talkshow på TV og spillet trommer i et rockband. Hvilket dog på ingen måde har gjort ham til en behagesyg entertainer. Ryu Murakami er en streng herre, og i 'In The Miso Soup' er han for alvor ude med riven efter en japansk kultur, som han anklager for at være hedonistisk og følelsesmæssigt forkrøblet. Hurtig til at omfavne alt nyt, men uden evne eller vilje til at trænge dybere ind i det. En overfladisk forbrugskultur personificeret ved unge piger, der prostituerer sig selv. Ikke af nødvendighed, men af en blanding af kedsomhed, selvoptagethed og begær efter Gucci og andre mærkevarer. Kenji er en af disse typiske japanske hovedpersoner. En mand med nogen grad af selvindsigt, der måske også nok gennemskuer en del af miseren, men alligevel flyder mere eller mindre viljesløst rundt i tilværelsens plumrede misosuppe. Mere konkret som guide for udenlandske turister med appetit på at bevæge sig ud i Tokyos jungle af sexklubber. Klassisk kulturkritik Kenjis moralsk flydende liv får en brat ende, da han får en kunde ud over det sædvanlige. Den lettere overvægtige amerikaner Frank, der med skræmmende hastighed knytter sig til Kenji. Som om de var mere end kunde og guide. Frank har penge på lommen. Frank har mod på det hele. Lige indtil det kommer til stykket. Frank har indimellem et glimt af et meget mærkeligt ansigtsudtryk, som forvandler Kenjis rygrad til is. Har Frank forbindelse til de usædvanligt brutale mord på bumser og letlevende unge kvinder, der den seneste tid har plaget Tokyo? Kenjis fornemmelse af, at Frank er mere end bare almindeligt sær, bliver hurtigt til en form for vished. Frank er utvivlsomt et dybt forstyrret menneske. Med en foruroligende evne til at læse Kenjis tanker. Men er han også morder? Mens Kenjis unge kæreste Jun urolig ser til fra sidelinjen, bevæger det umage par sig længere ind i ukendte verdener. Frank ind i det japanske sexmiljø. Kenji både ind i Franks sind og igennem hans øjne ind i et blik udefra på en japansk kultur, der pludselig fremstår som sårbar, forvirret og pilrådden hinsides det plukkemodne. 'In The Miso Soup' er hverken en traditionel krimi eller en ordrig analyse som 'American Psycho'. Den er en hård lille roman. Et velskrevet hug til nyrerne og en sonde stukket dybt ind i den japanske selvforståelses mest ømme områder. Sproget er som hos Haruki Murakami enkelt og klart. Hvad angår sprogøkonomi, er forbilledet den hårdkogte krimi. Hvad angår indhold, er der tale om klassisk kulturkritisk spank til den bestående slaphed. Også den anden Murakami er en oplagt kandidat til dansk oversættelse.