Forrige år udkom Hanne Åxman Christensen 'Marias dans'. Den handler om en pige, der hellere vil være hjemme i Avedøres multietniske landsby end på den finere kostskole, som hendes indiske diplomatfar har sat hende i. Med 'Zehra og Martin' er fokus flyttet til Marias gamle 10.-klasse derhjemme. Maria skriver med bedsteveninden Zehra, der lige er blevet forlovet med en ubekendt dreng fra Tyrkiet. Ungdommens undergrundsliv Sprogligt set er Hanne Åxman Christensen ikke nogen havørn. Hendes fortællestemme er bleg og ensartet. Men hun har en god historie! I stedet for at moralisere over forholdene bag de tusind døre i betonen, hvor 'de' bor, vælger hun at tage det med påtaget godt humør og lade tingene fortælle om sig selv. Om den benhårde kontrol. Om den skjulte mobil og dagbog. Om kunsten at anlægge et fundamentalistisk pokerfjæs under aftensmaden. I det hele taget er Zehra og medsøstres undergrundsliv ikke blevet beskrevet bedre i en dansk bog for unge. At pigens far er arbejdsløs, gør naturligvis ikke situationen bedre. Sans for detaljen 'Zehra og Martin' handler om den gensidige tilbøjelighed imellem to, der altid har været venner og fulgtes ad til skole. Nu går den ikke længere. Det forbliver en kliché, men stærkt står beskrivelsen af alle de små forholdsregler, tavse blikke og bortvendte blikke, som hører med til spillet. Det er beskrevet med ildhu og sans for detaljen. Undervejs i bogen skal klassen lave film ovre i filmbyen. Og til allersidst besøger Zehra sin gamle veninde i Hundested. Hun er allerede begyndt at se sig om efter flugtmuligheder. Det er kun Zehra, der kan løse Zehras problem! Men efter at have læst hendes historie, får man lyst til at sende nogle flere opmuntrende smil af sted!
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























