Whitby-klosteret i Yorkshire var tidligere et religiøst centrum, grundlagt i 624 af nogle af de tidligste kristne. Nu er klosterruinerne ramme om en lille romanfortælling af Michel Faber. I sammenligning med det brag af en roman, vi fik på dansk sidste år - 'Den røde blomst, den hvide blomst' - på omkring 1.000 sider, er denne udgivelse en lille let sag. På flere måder. Bestillingsarbejde 'De 199 trin' er skrevet i 2001, flere år før den virtuose røde og hvide blomst. Det er muligvis ikke helt fair at slå det tidligere og mindre værk i hovedet med det meget bedre og senere. Men det springer unægtelig i øjnene, at 'De 199 trin' er en bagatel, et bestillingsarbejde udført på opfordring af Den Engelske Bevaringsfond, der udgraver i området. Uudfoldet forførelse Fabers hovedperson er følgelig en arkæolog. Hun har udskiftet sit arbejde som papirkonservator med Yorkshires friske luft og mudder, hvorfra hun henter skeletdele og andet frem. Hver nat drømmer hun frygtelige drømme om at blive forført og halshugget, inden hun om morgenen bestiger de 199 trin, der fører op til klosterområdet. Her møder hun en dag et pragtstykke af en ung mand og hans ikke mindre prægtige hund. Historien er herefter et tovtrækkeri af en forførelse, der aldrig rigtig bliver til noget - ikke mindst fordi Sian, som den 34-årige arkæolog hedder, har nogle traumer efter at have fået sat sit ene ben af i Bosnien og herefter mistet sin kæreste. Halvhjertet roman Men det spor forfølges ikke. Det gør til gengæld den mordgåde, som ligger gemt som en papirrulle i en 300 år gammel flaske, som drømmemanden, den lægestuderende Mack, giver hende. De to mødes herefter på trinene, hvor Sian læser de bloddryppende sætninger højt, som hun møjsommeligt har udrullet og tydet aftenen før på sit ensomme hotelværelse. Der er således et thrillerelement i romanen, lidt gotisk spøgelsespræg, en halvkvædet fortid og en ufuldbyrdet romance. Lige så ufuldbyrdet er romanen. Michel Faber interesserer sig kun halvt for det hele. Der er masser af interessante iagttagelser, og han er dygtig med sit kit bestående af arkæologens overvejelser over det gamle klosterlivs ophøjede koncentration konfronteret med lægens betragtninger over det sygelige i at spæge kroppen med alskens fortidige påfund beregnet på, at man ikke skal føle sig alt for godt tilpas i levende live. Men det fjerner ikke præget af, at forfatteren er lige så halvhjertet i sin vandring op ad romanens mange trin, som hans hovedpersoner er det i det forhold, der aldrig når frem. Og lige så halvhjertet som denne anmelder, der frygtelig gerne vil anbefale Michel Faber. Gå til det egentlige måltid i hans øvrige bøger - eller nyd denne her som en løst blandet, underholdende og uforpligtende aperitif. Det kan den lige bære.