Flade personer. Bovlamme genfortællinger. Piger og drenge. Pik og patter. Omslaget er det bedste ved bogen. Er der da nogen grund til at fremhæve Bjarne Kim Pedersens noveller 'Drengerøve' i dette hæderlige tillæg? Javist, der er. For selv om forfatteren ikke er nogen fuldblods rullesten, så har han alligevel som leder af en ungdomsklub noget at have det i. Og det fortæller han om med pædagogisk overbærenhed, megen forståelse og en rem af huden selv. Inderlig fortælleglæde De gennemgående figurer i 'Drengerøve' er også bedre end gennemsnittet og folks forventninger til ungdommen i almindelighed. De spredte optræk til racisme, vold og ren mobning bliver taget ved vingebenet. Vi er i provinsen, hvor man sover i telt om sommeren, fisker i havet og husker at børste tænder. I en række korte historier med stor sats fortælles om sommerdage på stranden, søde SMS'er, fester, bræk og hurtige kys. Det er - med forlov - måske tættere på de læseuvante drenges egen hverdag end så meget af den finere litteratur fra de store forlag. En inderlig fortælleglæde opvejer ikke den kunstneriske udførelse - men hvad ved drenge om det.