»Hvor inciterende:/ Jeg aner uråd/ og mistænker ingen«. Sådan hedder det i slutningen af et af debutanten Adda Djørups (f. 1972) charmerende og finurlige prosadigte i samlingen 'Monsieurs monologer'. Skæv kvindelig ømhed Hovedpersonen er 'Monsieur', en gnistrende og forsoren mellemting mellem Ivar Gjørups Divus Madsen, Zbigniew Herberts Hr. Cogito, Paul Valérys Monsieur Teste, alt sammen tilsat en smule skæv kvindelig ømhed og varme (jeg kunne ikke lade være med at tænke på Halfdan Rasmussens Nanette, især dér hvor Monsieur gør sig en 'Libelle'-kvinde). Glad surrealisme Med det er også sagt, at Djørups Monsieur er en tænksom og eftertænksom fætter, en gudelignende gestalt, der filosoferer og spekulerer og udgrunder tingene, alt i et sprog, der som regel er båret af gallisk lethed og sprød skarphed, hvis ikke af en glad surrealismes muntre monstre, som f.eks. i 'Kort lamento over Libelle', hvor det hedder: »Jeg elskede din skyggeskakt/ og dine udryddelsestruede hænder,/ dit dryphjerte og alle dets veninder:// Knæskallerne, askekinderne, svaneleddene/ og fingre-tæernes små rovdyr// Kort sagt: Jeg var kraniesmør/ når dine klokker stod op over solen.// Om end det var kort«. Hestefjæs Samlingen er nydeligt komponeret, og fint opsummeret i titlens undertitel helt forrest: »'Monsieurs monologer'. Hvori Monsieur sysler med nonsens/ gør sig forestillinger om virkeligheden/ beklager sin egen mangel på samme/ og til sidst ankommer«. Så kort kan det siges - først sysler Monsieur med nonsens, med den listige Libelles korte liv og lange død, med Fugl Fønix, med sig selv og med 'mørkeæderen'. Dernæst går Monsieur tur i sine egne drømme, hvor han helt schopenhauersk gør sig forestillinger om virkeligheden; og endelig ankommer han, helt ude i landsbyen, hvor kragerne vender, » - med sit hestefjæs og en hvid/ cottoncoat over armen?«. Strittende tunger Det hele begynder med, at han vågner i en »drømmeløs søvn«, og har altså karakter af et spekulativt og muntert fata morgana. Der er gode ordkoblinger og fine neologismer (altså selvopfundne ord) undervejs, f.eks. i 'Druknevers', hvor der står: »Så ligetil suser det i mig når jeg udtalt/ i sorte strittende tunger tales ud/ af denne verdens verdensagtige verdenshed/ og springer lodret op med en sislen«. Citatet giver ikke alene indtryk af Djørups spøgefulde forhold til et filosofisk anslag i digtene, men præsenterer os også for det herlige ord 'sislen'. Der er enkelte steder en tendens til at være lovlig eftertænksom på en måde, der godt kan forekomme kluntet, men langt hen ad vejen er der tale om en sød og skæg og klog debut, et traditionsbevidst arbejde, der alligevel er gennemsyret af Djørups egenartede, storcharmerende diktion midt i Monsieurs kantede monologer.