0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Moralens vogterinde

Hvis man kunne kanonisere et liv, var Thomasine Gyllembourg selvskreven i kanon. Hendes litteratur holder derimod ikke.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Thomasine Gyllembourg. - Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En amerikansk murstenstrivi kan kendes på, at hovedpersonerne altid er klogere, smukkere og mere fantastiske end resten af verden.

Sjovt nok gør det samme sig gældende i de noveller, der i 1830'erne og 40'erne udkom anonymt under mærket 'Af Forfatteren til 'En Hverdags-Historie'.

Her lyser retskafne borgermænd og blide heltinder op på en baggrund af moralsk degeneration, og skærmydslerne med at finde den rette mage bliver vendt og drejet.

Celeber skilsmissesag
Selv om forfatteren var anonym, gættede mange på, at det var Thomasine Gyllembourg, Johan Ludvig Heibergs lille mor, der stod bag.

Hun havde i 1801 været på alles læber i en celeber skilsmissesag, hvor hun fulgte sit hjerte og lod sig skille fra sin landsforviste ægtemand for i stedet at gifte sig med en, hun var romantisk forelsket i.

Som ældre udgjorde hun imidlertid sammen med sin søn og hans kone, Johanne Luise Heiberg, en mønstergyldig borgerlig familie, der satte pris på dannelse og ro.

Askepot-historie
Direkte adspurgt nægtede Gyllembourg at have skrevet hverdagshistorierne, og først i et litterært testamente gik hun til bekendelse. Det hørte ikke med til romantikkens kvindebillede, at en kvinde kunne foretage sig noget så udfarende og verdensvendt som at skrive, og i egne øjne havde hun spillet illegalt på mændenes bane.

Se, det er jo en spændende historie - om en kvinde, der først frigøres af og siden fanges af den romantiske idé om mandlige og kvindelige egenskaber. Den kunne danske skoleelever såmænd have godt af at kende. Spørgsmålet er imidlertid, om det også er nødvendigt at lede dem omkring Gyllembourgs litterære produktion.

I den lange novelle 'To Tidsaldre' stilles revolutionstiden (den franske i 1790'erne) over for en nutid i 1840'erne. Den gennemgående figur er Charles Lusard, som kommer til verden i første del og i anden er blevet en respektabel godsejer på jagt efter en arving.

Hvor første del beskriver hans forældres kærlighedshistorie og især, hvordan hans mor trodser sin familie ved at føde og beholde et uægte barn, er anden del en Askepot-historie fra Kongens København, komplet med ond stedmoder og kokette (men dog små) stedsøstre.

Håbløst hysterisk
Ser man kun efter ydre tegn, er revolutionstiden fra 1840'ernes standpunkt skrækkelig umoralsk. Her fødes uægte børn, og en gift kvinde kan have en elsker, hvis bare det ikke er alt for åbenlyst.

Men Thomasine Gyllembourgs pointe er den modsatte. Ved at lade de to tidsaldre spejle hinanden viser hun, at 1790'ernes tilsyneladende umoral skyldes ægte trofast kærlighed, mens nutidsmoralen kun er et skin. Her er den gifte kone måske ikke utro, men hun flirter slemt med fremmede.

I forhold til sin samtid er Gyllembourg modig ved at hævde de romantiske ideers ret over for den institutionaliserede romantik, som den borgerlige familie jo er.

Problemet for en moderne læser er imidlertid, at disse romantiske ideer virker som en blanding af håbløst hysteriske og vammelt vattede. Folk kaster sig i støvet for at kysse en kjolesøm, der o'es og åh'es, mens det yndige barn hele tiden sover, så dets blege asparges af en elskende moder kan lade sin kærlighed vælde ud over det.

Triviallitteratur
Nu afgøres litterær kvalitet jo ikke af, om man er enig eller uenig med et værk, men derimod i høj grad af, hvordan det er lavet. Og her løser Gyllembourg tekstens konflikter ved at lade ædle redningsmænd dukke op af det blå just i rette tid. Hvis hun da ikke helt undlader at skabe konflikt.

Alt er lagt til rette, så de gode kan forblive gode og de moralsk fordærvede måske forbedres. Nu til dags kaldes den slags for triviallitteratur, og så er man jo ligesom ude over kriterierne for en plads i kanon.

I stedet for at forsøge at ophøje Gyllembourg til litterær stjerne skulle man måske hellere sige, at bedre blev det altså ikke, hvis man var kvindelig dansk forfatter midt i 1800-tallet. Det er til gengæld en helt sørgelig historie i sig selv.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.