I 1960'erne revolutionerede Tom Wolfe journalistikken med sin turboprosa og dristige reportager fra den amerikanske undergrund. Men det er i hans romaner, at Wolfe har skåret dybest ind til benet af amerikansk kultur, ikke mindst i bestselleren 'Forfængelighedens bål', der med stilistisk gejst og satirisk sans for detaljen spiddede Manhattans pengekultur - og dermed hele årtiet - for at vise den moralske fallit, der var dens grund. Druk og hor Det lugter også af forfald i Wolfes nye roman, 'I Am Charlotte Simmons'. Her er scenen universitetsverdenen, der i Wolfes fremstilling ikke leder blomsten af den amerikanske ungdom mod lyset, men i det rene fordærv. I ly af de ærværdige akademiske mure drikkes og hores der på den mest ukultiverede vis, ifølge Wolfe, der tegner et nærportræt af stedets dionysiske orgier af sex, sprut og rapmusik. Mors mantra Det er den åndelige tilstand på landets højeste læreanstalter, og det er, hvad bogens hoved- og titelperson må sande, da hun ankommer som et lille guds ord fra landet til det prestigiøse Dupontuniversitet. Med sig har hun sit gode hoved og sin mors gode råd, der af Charlotte bruges som et mantra i mødet med den fordærvede ungdom: »Jeg er Charlotte Simmons, og jeg er lavet af et bedre stof«. Moralsk depraveret Hvad stof Charlotte præcis er lavet af, må læseren igennem 700 sider for at se, men udkommet af hendes dannelsesrejse får man et praj om på bogens første to sider. Her beskrives et dyreforsøg, udført af psykologen Victor Starling, der angiveligt vandt en Nobelpris for sin forskning inden for »kulturelle para-impulser«, også kaldet gruppepres. Hvad Starlings prisbelønnede forsøg viste var, at identiteten er socialt og kulturelt betinget snarere end genetisk funderet, og det betyder - oversat til historiens plot - at Charlottes 'stof' ikke er så klippefast en størrelse, som hun i begyndelsen tror. Med den indgang har Wolfe forseglet sin heltindes skæbne fra starten, og Charlotte må rigtignok synke i megen fordærv, inden hun igen kan rejse sig fra asken som et bedrevidende, men moralsk depraveret menneske. Opgør med postmodernismen Den treleddede handlingsstruktur og deterministiske skæbnetro er en forbløffende klassisk konstruktion fra så moderne en stilist som Tom Wolfe, men Wolfe har gang på gang gjort sig til talsmand for en god, gammeldags realisme, for eksempel i essayet fra 1989 'Stalking the Billion-Footed Beast'. Her opfordrede Wolfe sin generation af forfattere til at aflægge sig deres postmoderne nykker og i stedet bevæge sig ud i verden for at beskrive den, som den er. Det er præcis, hvad Wolfe har forsøgt at gøre med 'I Am Charlotte Simmons', som ifølge forordet bygger på den gamle reporters omstændelige research af det amerikanske campusliv. Og på trods af Wolfes fremskredne alder (74), må man give ham, at han stadig kan skyde fra hoften og levere tirader af hæsblæsende jargon i fuldstændig øjenhøjde med sine børnebørns generation. Forfatterens foragtfulde blik Men i 'I Am Charlotte Simmons' aner man også en aldrende mands nådesløse blik, der kaster en skygge af foragt over bogens persongalleri. Den, der mest lider under forfatterens dømmende blik, er hovedpersonen Charlotte, hvis uskyldighed ved romanens begyndelse er utroværdig, og hvis korrupthed ved udgangen klinger falsk. Hun ligner et postulat, der ene og alene er kreeret af forfatteren for at udstille den unge generations moralske forfald, og under læsningen af hendes deflorering midt i bogen - der strækker sine pinlige detaljer over godt 100 sider - begynder man at forstå, hvilket stof Charlotte i virkeligheden er lavet af: Hun er det rene ler i hænderne på en forfatter, hvis hæderlige hensigter om at beskrive verden, som den er, overskygges af foragten, der står malet i det ædru blik.