Trange tider langsomt skrider, skrev en gammel dansk digter engang, og linjerne faldt anmelderen i hu, mens hun sled sig gennem 'Asylets velsignelse' af Candance Robb. For sjældent har anmelderen været ude på en sådan langsommelig litterær vandring som denne. Ridetur uden endemål Bogen foregiver at være en art kriminalroman, idet en enøjet spion Owen Archer en gang i 1370 i Wales skal finde ud af en række i hinanden indfiltrede sager. Man rider meget, oftest i regnvejr, man står af hestene, man står på hestene, man sover i mudder for dog engang imellem at komme ind i enten borge eller klostre. Men uanset hvor man kommer hen, sker der næsten ingen ting, selv om man finder nogle lig undervejs. Klægt og bævende Dialogen er træg, fortællerudsagnene håbløse. Hvad mener man om denne: »Så tragisk hendes udtryk var, og så smukt. En moders sorg for sit mistede barn klædte en kvinde«. Kvinden, som er smuk naturligvis, udsender en del bævende smil, og sådan er det hele vejen. Det er en sjælden omgang klæg historisk romanskriveri. Mislykket opgør Bogen er udkommet på forlaget Hovedland, og Hovedlands forlægger Sten Piper udtalte sig i nr. 1 af Det Danske Bogmarked - bogbranchens tidsskrift - om den grusomme kulturradikalisme, der behersker bl.a. Politiken, og som kæmper »for fremskridtet, for moderniteten og for et knastørt rationalistisk verdensbillede«. Og Sten Piper fortsatte: »De«, dvs. Gyldendal, Danmarks Radio og så altså også Politiken »virker i samdrægtighed for at underminere de værdier, som stadig er den brede befolknings. Derfor er det de samme begivenheder, de samme bøger, de samme vurderinger, den samme provinsialisme, der i det store hele gør sig gældende kompasset rundt«. Men hvis modbilledet til den slemme kulturradikalisme skulle være en sådan omgang trist, overbroderet, slæbende gang historisk romanskriveri, som man støder på i 'Asylets velsignelse', så ser det slemt ud for modbevægelsen. For der er ikke megen litterær kraft at hente her.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























