Den 33-årige Ditte Steensballe fik pæn omtale for digtsamlingerne 'Under nattens søvn' (1991) og 'Kuffert' (2001). Nu debuterer hun som novelleforfatter med en samling korte og lange tekster, der viser forfatterens evne til at etablere en tone, fastholde en stemme. Fremmedgjorte naboer Samlingen 'Andre mennesker' henter sin titel efter den længste og bedste novelle. De andre - det er dem, jegfortælleren kigger på uden synlig interesse, når han står i sit vindue og betragter karréen overfor. Mennesker går rundt og foretager sig dagligdags ting, lige ved siden af hinanden, kun adskilt af tynde vægge, uvidende om naboens gøren og laden. Zone af afstand »Det er som at følge med i en endeløs og ligegyldig TV-serie«. Vi kender alle dette syn, intimt og anonymt på samme tid. Bogens omslag er en præcis kommentar til denne stemning - her ligger mennesker og soler sig i en park, med pæn afstand mellem hinanden, den urørlige zone. Smertelig erkendelse Der er de andre mennesker, og så er der det ene, uudskiftelige menneske, kæresten, der er gået sin vej, og som han husker gennem alle de fælles oplevelser. Det er en udramatisk historie, han stilfærdigt fortæller, men den handler om et tab, om at få sin historie revet midt over og opdage, at de to måske slet ikke har levet i en fælles historie, men vældig meget i hver sin. Igennem 30 velskrevne sider erkender fortælleren langsomt, at der var grænser for nærheden. Det med at kende hinanden er et vidt begreb, som han tænker. »Jeg mener ... man kan ikke få permanent opholdstilladelse i et andet menneske«. Denne enkle erkendelse kan være smertelig nok for et ungt menneske, der må lære sig, at grænserne mellem mig og de andre ikke kun handler om vægges fysiske adskillelse. Ditte Steensballe skriver roligt, usentimentalt og ligefremt, helt uden anmassende armbevægelser, om unge mennesker, der iagttager tilværelsen, sig selv og de andre. Løfterig novellesamling Nogle af novellerne har et humoristisk islæt og tegner et miljø op i få scener - Berlin, Sydnorge, Lofoten. En del er mere skitser end egentlige noveller - en ung forfatters penneprøver. Andre har et stof, der er tættere på historiens fortæller, f.eks. portrættet af mormoderen i 'Strømper', der i glimt viser både den levende person, der engang var, og den hastige nedtur efter en hjerneblødning. Den indledende 'Indsejling' - i sit anlæg mere optakt til en roman end en novelle - demonstrerer, at forfatteren kan håndtere bevægelserne i en gruppe mennesker gennem replikker og scener. Ditte Steensballe har bedrevet en løfterig prosabog, og herefter vil det vise sig, om hun har nok at skrive om og kan give sit stof en retning.