Drengen hedder bare B. Han deler ikke sin fars interesse for sommerfugle på spid eller det ædle skakspil. Drengen B vil hellere bygge hule og slå på grydelåg. Der er lagt op til konflikt i det lille moderløse hjem. Rundkindet alvor Tina Schmidt er udgået med diplom fra Center for Børnelitteraturs Forfatterskole. 'Farsdreng' er hendes anden billedbog. Charlotte Pardi har været med længe. Hun er den, der allerbedst kan tegne rundkindet alvor, så det er en nærliggende tanke at sætte de to sammen. For 'Farsdreng' er temmelig alvorlig, selv om den prøver at ligne en almindelig billedbog. Bare tag drengen B. B som i barn! Gammelklog latter En morgen sidder der en fremmed dreng nede i køkkenet. Han hedder Farsdreng og ligner en nørd på overarbejde. Farsdreng er god til skak, og han deler også 'hr. Far's glæde ved den gule gonepteryx rhamnis. Når de to sidder og hygger sig, småler de gammelklogt - 'hø-hø' - og gnubber sig på hagerne. Underspillet tragedie Men så en dag hører drengen B, at de råber 'hu-hu' inde hos naboen. De er ved at gå til af grin over den nye trampolin, og således hopper drengen B. sig ud af vanskelighederne. Han vækker sin fars indre hoppedreng, og sammen får de sendt Farsdreng til en skakturnering i Langtbortistan - som han i øvrigt vinder. Inden i selv den største sommerfuglejæger bor et barn. Så selv om B. får ikke noget navn, så får han dog en identitet. Charlotte Pardi hygger sig med historien og underspiller det tragiske, så godt hun kan. Det lykkes aldrig for hende at ramme skakspillets 64 felter, selv om hun prøver. Men pyt! Til gengæld lægger hun afgrund og alvor ind i Farsdrengens tomme øjne og velsiddende hjelm af hår. Charlotte Pardi er god til at tegne hår! Her bor noget af sjælen. Hørhår, hentehår og såmænd bakkenbarter. B og hans støvede far hopper hu-hu'ende ud af historien på naboens trampolin. Det var lige ved at gå helt hø-hø. De gode billedbogstekstskrivere hænger ikke på træerne. Nu gør Tina Schmidt.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.



























