Selv om det kan være skuffende at møde mytiske landskaber i virkeligheden - var der virkelig ikke længere fra Athen til Theben, og var Agamemnons borg i Mykene ikke større? - kan jordforbindelsen også fungere omvendt: Kernen af en historisk virkelighed bag sagnskikkelser kan gøre dem dobbelt så interessante. Som når det går op for én, at Odysseus 'historisk set' kunne have hygget sig med Egtvedpigen, hvis bare han var sejlet langt nok nordpå. Gudespirer Sådan en virkning sigter svenske Johanne Hildebrandt efter med sin stort anlagte og på flere måder spændende 'Saga om Valhal'. En fortælling om jordiske væsener, der kunne være spirer til de nordiske guder. Digt og fantasi om en materiel sammenhæng under de senere magiske og mytologiske mønstre. Første 'verdenskrig' Litterært minder projektet om den velskrivende og storsælgende Marianne Fredrikssons antropologisk og arkæologisk funderede romanserie over de ældste bibelskikkelser - Kain og Abel møder Hulebjørnens Klan, så at sige. »Vi mangler myter om vores fortid«, har samme Fredriksson konstateret og peget på Hildebrandts talent til at udfylde den mangel. Og hvis 1. Mosebog rummer 'verdens første brodermord', omtaler Snorres Edda og Heimskringla jo den første 'verdenskrig', dén mellem aser og vaner. Over for de ledende aser Odin og Tor stod Njords børn, frugtbarhedsvogterne Frej og Freja af vanernes æt, som efter fredsslutningens gidseludveksling blev asernes sideordnede guder. Sproglig patina Af Johanne Hildebrandts to oversatte sagabind hedder det nyeste 'Idun', efter Brages guddommelige kone, der vogtede ungdommens æbler, og som her er datter af høvdingen Tor og præstinden Freja, titelfigur i bind ét, som i forsommeren udkom på dansk. Godt dansk, endda, og ikke nemt at ramme, for her 'sejder' de matriarkalsk organiserede 'vanadiser' med deres 'galder', altså liturgiske besværgelser, om kap med de patriarkalsk organiserede og mere barbariske asers sejdmand, Loke. Sproget skal have dén patina, men ikke for meget guldalderdansk, for samtidig skal skikkelserne ligne levende medmennesker. Deres følelser og konflikter skal vi genkende, selv om de lever i bronzealderen - kun høvdingene har endnu sværd af jern, men Idun er f.eks. iført snoreskørt ligesom netop Egtvedpigen. Hemmeligt våben Den slags materielle detaljer - hvor store er langhusene, hvad spiser folkene osv. - kneb det faktisk lidt med at konkretisere i første bind, hvilket også gjorde figurerne mindre tydelige. Til gengæld har Hildebrandt besluttet sig for geografien: 'Frejas sal' i Vanaheim er placeret i skærgården ud for Stockholm, i overensstemmelse med oldforskernes påvisning af kraftig Frejadyrkelse netop i Mälardalen. Aserne selv er af Odin blevet ført til Idunvallen 'østfra', hed det i første bind, nu konkretiseret til 'fra Sortehavets kyster' - i overensstemmelse med nye historiske hypoteser om, at folkeslaget aserne kom fra ... ja: As-ien. I andet binds fælles krig mod den ydre fjende bliver goternes høvding Gorm slået på hjemmebane, det vil sige Gotland - som aser og vaner når til efter flere dages havsejlads om bord på Skidbladner (som verdens første sammenklappelige 007-fartøj hedder her, selv om jeg godt kunne undvære det første 'd' i navnet). Goternes hemmelige våben, den levende døde sejdkvinde Hyndla, har ramt aser og vaner med svartsoten, og kun Freja har kraft til at besejre kællingen efter at have styrket sig med det magiske halssmykke Brisingamen, smedet til hende af fire af »det gamle folks« dværge til gengæld for en nat hver med skønheden - ganske som i myten. Men her må Freja desuden slå en handel af med Hel, underverdenens græsselige gudinde, inspireret af den græske myte om Demeter og hendes datter Persefone. Mennesker og myter Når denne blanding af sammenlignende mytologi og 'zombierne kommer' ikke bliver uspiselig, skyldes det indlagte almene konflikter og karaktertræk: såsom Tor og Frejas livslange, men umulige begær efter hinanden og jalousien mellem Freja og Sif, også hun oprindelig præstinde hos vanerne. Eller Iduns benovelse over, at Brage vil have hende, afløst af rædsel, da hun bliver voldtaget (jf. jætten Tjasses mytologiske bortførelse af hende), hvorpå Brage, the sweettalkin' bastard, selv forfalder til hustruvold. For ikke at tale om andet binds verdslige leder af Vanaheim, Frejas søster Gefjyn, opdraget nordpå hos de amazonelignende kvæner, også til saftigt detaljeret lesbisk kærlighed. Snarere end om Tolkien & co. minder modstillingen mellem matriarkalsk styrke og patriarkalsk barbari om moderne femi-fantasy som Marion Zimmer Bradleys Arthur-genbrug med druide-præstinderne i 'Tågerne omkring Avalon', eller hendes 'Flammer over Troja', hvor dén bronzealders orientalske slange- og modergudinde fortrænges af indvandrede achaiers olympiske hustyranner og pikatleter. Med sine stærke skildringer af bl.a. synske trancetilstande får Johanne Hildebrandt i andet bind bedre end første hele det nordiske mytestof forenet med menneskelige almenkonflikter i en glidende, anskuelig og spændende beretning. Dét varsler godt for de følgende bind.