Bortset fra diverse dagbøger og deslige er kvinder litterært statistisk mere til den alvidende fortæller, det olympiske og episke røntgenøje, som gennemskuer det hele, end til de der machomænd og drengerøve med deres spidsfindige jegfortæller med en selvpromoverende nu og da-hukommelse, deres brystbehårede hårdkogte voice-over, den upålidelige iscenesætter, som siden Odysseus har bundet omverdenen skrøner på ærmet. Geniale Jane Austen I hvert fald var det den britiske spinster, den geniale Jane Austen, som i sin tid opfandt bogens spæde indre monolog, stemmen fra romanhjertet, simpelthen lakmusprøven på, at forfatteren guddommeligt ved mere og bedre. Alene af denne grund burde Austen stå på alverdens litterære kanoner i stedet for regionale hjemstavnsforfattere med stråtag i degnepiben og sneppeklør i prosaen. Neurotisk akademiker Disse indledende overvejelser skyldes Minette Walters nyeste krimi, 'Syge sind'. Og lad os hurtigt kaste os over handlingen, som ret beset er mindre væsentlig. Den farvede akademiker Jonathan Hughes, hvis identitet er lavet af oversøisk kviksølv - og det er han blevet neurotiker af - mødes med den midaldrende, kræftramte småsludrende pebermø og bagklogt konverserende George Gardener, byrådsmedlem i den søvnigt konservative kystby Bournemouth. Patchwork Sagen er den, at Hughes i en bog af samme navn som Walters' har været inde over en sag, hvor en stakkels tumpe i 1970 blev dømt for mordet på en ældre kvinde. Gardener er også interesseret og melder sig. Ganske vist blev staklen ikke i et civiliseret samfund dømt til døden, men kort tid efter begik han selvmord. Samme år blev der begået gruppevoldtægt på en trettenårig pige i for lårkort tøj og med alt for megen vodka indenbords. Hun er sporløst forsvundet, og hele sagen er lagt på en hylde af skyld og dårlig samvittighed. Walters ruller nu skandalen frem i sit eget medrivende patchwork af plottets flow og indflettede input af avisartikler og e-mails. Samtidig med at vi på retrospektiv vis går tilbage ad forne fordommes boulevarder, er vi i nutiden med Irakkrigen og Tony Blair, som med sin retoriske tunge render og hopper hurtigt omkring efterretningsmandens David Kellys død. Lang i betrækket Det er ganske enkelt mageløst spændende og anderledes genreoverskridende. Minette Walters kombinerer utroligt elegant hele tre ting fra underholdningslitteraturens Kinder-æg: Den bløde kvindekrimi med en langsom og snoet opklaring længere end Donfloden, den tørstegte faktuelle thriller, hvor hele isenkrammet med dna og co. fra Retsmedicinsk Institut kommer på bordet, og endelig den politiske indignation i kriminelle gevandter, protesten over racisme, krigsliderlighed og magtbrynde fra Texas og Tony. Eneste anke fra denne mandlige anmelder er, at Walters er noget lang i betrækket på næsten 500 sider. Men det skyldes jo nok, at hvis kvinder er fra Venus, og mænd er fra Mars, så er afstanden altså kortere fra jorden til den sidste end den første planet.