Marianne Larsens digte er som de enkle, hvide anemoner, der titter nysgerrigt frem mellem hinanden på digtsamlingens forside. Hver især gør de intet særligt væsen af sig, men i flok efterlader de et større, svalt indtagende indtryk. Verdens begyndelse En fin lille pause, hvor hverdagene rækker ud efter hinanden og forsøger at nå sammen, men må opgive og i stedet lade læseren bevæge sig gennem de små, stemningsgivende sansehaver af ord. Med sagte skridt som digtenes par i disede haver. Et 'jeg' og et 'vi', der i det på alle måder åbnende åbningsdigt befinder sig i verandadøren og herfra rører ved natten i haven. Igen og igen til den glider til side og afslører blomstrende kirsebærgrene langs stierne ud til verdens begyndelse. Sært post-retro Smukt og sigende for en samling, der bevæger sig ad hjem-ude-hjems kringlede stier mod sprogets og verdens yderste og inderste grænse, om end digtene så afgjort befinder sig bedst ude. Med verdensaltet mellem ordene, der sender små overrumplende briser gennem læsefeltet, så man faktisk ikke begriber, hvad man laver inden døre på denne efterårsdag i dette efterårsland. Slet ikke når man kunne se »et forvredet egetræ i lange gevandter« eller møde blade, der »hvirvler farvel i luften«. Til gengæld kan man fint undvære en temmelig metaprætentiøs midterskilning, hvor Larsen tvinger tematikken til side for at blotlægge rummet bag ordene. Dér, hvor digteren skriver sine digte. Et optræk til en poetik, sandsynligvis, men sært post-retro. Sært ude af trit med Larsens uforstilte »undren i rask trav«, der hånd i hånd med de egensindige sprogblomster i sidste ende leder læsningen hjem.