Man skal skrive om noget, man har forstand på. Den tommelfingerregel har tegneren og grafikeren Peder Bundgaard hidtil fulgt med held i sit relativt nye rollefag om forfatter. Ven med Turèll Han har en omfattende encyklopædisk og anekdotisk viden om rockhistorien i almindelighed og det tidlige danske rockmiljø i særdeleshed. Han er en elsker af krydret mad og en erfaren rejsefører til de nordeuropæiske storbyer London, Berlin og Vesterbro samt til mere spirituelle rejsemål i det indre univers. Han stod altid for omslagene til Dan Turèlls bøger og var vennen, Turèll konsekvent omtalte som Mein Freund. Detektiv ved et tilfælde Alt dette har udmøntet sig i en række bøger om Dan Turèll ('Superdan'), tidlig dansk rock ('Lykkens Pamfil') samt bl.a. bøger om den stærke chili, den lune Larsen og det cool London. Peder Bundgaard fortsætter strategien i sin debut som skønlitterær forfatter. Blot har han denne gang rørt det hele sammen. 'Dødsens stille' er således en krimi, der som vennen Dan Turèlls udspiller sig på Vesterbro. Med en afstikker til Berlin og med et plot med afsæt i det tidlige danske rockmiljø. Hovedpersonen Boris er som bogens forfatter egentlig grafiker, men bliver nærmest ved et tilfælde privatdetektiv. Den frygtede rockanmelder 'Skarpretteren' findes myrdet. Samtidig er en ung pige forsvundet. Hyggeligt luntende stil Boris bliver hyret til at finde den forsvundne Michelle af hendes onkel Victor, en velvoksen rockertype, der sælger brugte plader og med mellemrum afslører en overraskende æstetisk sensibilitet. Da Boris påbegynder sin absolut amatøragtige efterforskning, viser det sig snart, at alle tråde fører tilbage til det for længst hedengangne band Ikaros. Til et forsvundet masterbånd og en samling oppustede egoer og mere eller mindre kuldsejlede skæbner. Forsangeren Janus er således ligesom Steppeulvenes Eik Skaløe tilsyneladende omkommet i Indien. Peder Bundgaard har sin hyggelige lidt luntende og slagfærdige stil. Kapitlerne er alle opkaldt efter berømte rocksange, og undervejs lader forfatteren sin hovedperson gavmildt drysse sine betragtninger om byfornyelse, single malt whisky og musikbranche. Man læser dog med en stigende følelse af, at det ville have faldet forfatteren mere naturligt at have skrevet en række veldrejede klummer om fordele og ulemper ved at bo på Vesterbro i selskab med forskellige whisky- og ølmærker. Fakta eller fantasi Undervejs møder Boris en række interessante kvinder, der alle har det tilfælles, at de er ret lækre. Men ligesom mændene er det ikke figurer, der omsættes til kød og blod. Som krimi betragtet må man desværre konstatere, at 'Dødsens stille' bl.a. derfor er blevet meget lidt spændende. Hyggelæsningen ligger så at sige i udenomsværkerne. Men en krimi, hvor man hverken identificerer sig med hovedpersonen eller sidder på nåle, mens opklaringen af mystiske dødsfald skrider frem, kan ikke kaldes vellykket. Måske er rollen som romanforfatter den ellers så alsidige Bundgaards begrænsning. Måske skal der bare mere chili og færre ingredienser i gryden. Strategien fra de faktuelt fortællende bøger fungerer i hvert fald ikke nær så godt i et skønlitterært regi. Når der kræves fantasi, skal man måske netop ikke nødvendigvis fortælle om noget, man i forvejen kender lidt for godt.