Michael larsen har kastet sig ud i kulturkampen. Ikke den igangværende, hvis der ellers er sådan en. Heller ikke en fra forrige århundrede, men den fra århundredet før det, mellem nationalliberale som Carl Ploug, her omdøbt til Plov, og kulturradikale i kredsen omkring Georg Brandes, som Michael Larsen kalder dr. Nathan Cohen Adler og giver det glatte lag. Digterdrømme En grosserersøn ved navn Lars kommer til København som ung student med digterdrømme. I vadsækken ligger et romanmanuskript med den skrækromantiske titel 'Mordet på kong Godfred'. Han får manuskriptet kasseret af flere, til sidst af selveste dr. Brandes. Bordelscene Så skriver han et nyt, af et mere realistisk og moderne tilsnit, om 'Mysteriet i Københavns Katakomber', som han får solgt som føljeton til en skillingsavis. Da der forekommer en bordelscene i værket, bliver den moderne bevægelses strateg 'Edmund Adler', det vil sige Edvard Brandes, opmærksom på, at her er en soldat, der muligvis kan rekrutteres til gennembrudshæren. Vor Lars er dog ikke fristet. Han takker nej, vil helst stå frit mellem de konservative og de radikale. Man fornemmer, at forfatteren heri også taler på egne vegne. Løsrevet mordgåde En mærkelig bog er det. Med et par hundrede siders mellemrum er der i den langstrakte parodi på det moderne gennembrud indlagt glimt af en krimi. Et kvindelig findes, hovedet er skilt fra kroppen med et rent snit. I næste glimt findes et til, behandlet på samme måde. I tredje og sidste glimt dukker spor op, som tyder på, at et tredje lig kan dukke op. Det bliver i så fald ikke før i næste bind. Hvem er morderen? Når det næppe er Georg Brandes, er det kun, fordi han er beskrevet som så stor en slyngel, at det ville være for oplagt. Ærlig talt når man på de korte glimt heller ikke at blive rigtig interesseret i gåden, for resten af bogen, og det vil sige langt, langt det meste, er beskrivelser, for det meste stærkt følelsesladede, af det københavnske åndsliv i 1870'erne og 80'erne, helt uden antydning af forbindelse med de mystiske mordhistorier. Emigrantlitteratur Georg Brandes får, så hatten passer. Han svang sin imaginære taktstok »som en Lumbye i Tivolis koncertsal«, når han storladent og agitatorisk »bjæffede« sine pointer ud med »bulldogrynker i panden«. Vov, siger jeg bare, sikken koncert, Lumbye på hundevagt. En del af skældsordene kan forklares ved, at de er lagt i munden på dr. Adlers modstandere. Men forfatteren til plagiatværket 'Udvandrerlitteraturen' - det er Larsensk for Brandes' 'Emigrantlitteraturen' - bliver ikke mere interessant af, at forfatteren lader ham træde frem og tale i eget navn. Det lyder nemlig sådan: »Romantik, snerrede dr. Adler. Hver gang jeg hører ordet 'romantik', spænder jeg hanen på min pistol«. Overforbrugt periode Man bliver helt misundelig på Brandes, tænk at kunne fremkalde så hidsige udbrud hundrede år efter. Men det er lidt træls at læse, for man bliver jo ikke klogere af den slags. Brandes som Göring, det er kulturkamp i en stilart, som Søren Krarup ellers har eneret på. Michael Larsen er en mester i spænding. Jeg er med stor fornøjelse drønet igennem bøger som 'Uden sikker viden' og 'Femte sol brænder'. I 'Aftenlandet' har han erstattet sin indsigt i computere og asteroider med et forsøg på at genfortælle litteraturhistoriens mest overforbrugte periode. Uden overraskelser Jette Kaarsbøl brugte det stof i 'Den lukkede bog' og fik det til at leve i kraft af et sindrigt plot blandet op med eftertænksomme betragtninger. Hos Michael Larsen er der ingen af delene. Hans hovedperson forbliver bleg og uinteressant, hans historie uden overraskelser. Bortset fra lysten til at distancere sig fra både radikale og konservative er det svært at få øje på, hvad forfatteren vil med at afstå fra en spændingskunst, han mestrer, og kaste sig over en kulturhistorie, flere har fortalt bedre. Svaret kan komme i næste bind, hvis han dér kan få mordhistorien og litteraturhistorien til at smelte sammen.