Den navnløse fortæller i franskmanden Gilles Roziers lille, velkonstruerede roman 'Kærlighed uden modstand' lægger nærmest ud som en hyggespreder. Han dæmper lyset, skænker te og spiller Schumann-lieder for sin tilhører/læser, men når han er færdig med fortællingen om sit liv som tysklærer i en fransk provinsby under Anden Verdenskrig, er stemningen meget langt fra hyggelig. Manden uden navn er passioneret optaget af det tyske sprog. I et studieår i Heidelberg beruser han sig i Lessing, Goethe, Kant, Nietzsche, Schnitzler, Wedekind, Zweig, Brecht, men mest Thomas Mann og 'Døden i Venedig'. Skamløse elskovseskapader Her er et sammenfald med fortællerens følelsesliv, der kulminerer, i hvert fald åndeligt, når den smukke ven Hans-Joachim læser op. Hans begær er som Aschenbachs, og det forbliver uforløst som hans. Der opstår en lidenskabelig kærlighed til Thomas Mann, men hjemme i Frankrig må den tyske litteratur ikke ligge fremme, for tyskerne har invaderet landet. Og fortællerens søster tager imod fjenden med spredte ben. Denne søster, som bor i hus med fortælleren og søskendeparrets indifferente mor, bliver billedet på det Frankrig, der alt for villigt åbnede op for tyskerne. Søster åbner op for den tyske SS-officer Volker, og deres skamløse elskovseskapader får huset til at ryste og lysekroner til at klirre. Fjendens og de forfulgtes sprog Fortælleren forlader gerne huset, når akten tager fat. Han passer sit arbejde som tysklærer, men bliver inddraget i værnemagtens tjeneste som oversætter og dermed et mildere tilfælde af en kollaboratør, samtidig med at hans passion og begær gør ham til en slags modstandsmand. Et frigidt og totalt uforløst ægteskab bliver et mismodigt mellemspil for tysklæreren, inden hans øjne falder på den blåøjede polsk-jødiske soldat Herman. Han opsluges af det jiddische sprog og af den unge mands krop. Han gemmer ham i husets kælder, hvor søsteren ovenpå højlydt dyrker kødets lyst. Kærligheden i kælderen er tavs og hemmelig, men fysisk intens og detaljeret beskrevet af Gilles Rozier. Fortælleren elsker mod den kolde jord, Frankrigs jord, iblandet en lyst, der opstår af passionen for tysk og jiddisch, fjendens sprog og de forfulgtes sprog. Nu er den tærskel for det fysiske, som består hos Thomas Mann, overskredet. Fortælleren realiserer sit begær med sin polske elsker i et fængsel, der dog ikke er et fangenskab, men en slags frelse. Følsomhed under kontrol Heinrich Heine bliver endnu et bindeled mellem sprog og erotik med digtet 'Ein Fichtenbaum steht einsam{hellip}', som Herman oversætter til jiddisch, sprog og erotik glider sammen til en syntese uden glød, længsel eller smerte i traditionel forstand. Man er mere fascineret end emotionelt optaget af denne intelligent konstruerede kærlighedshistorie. Romanen tager en dramatisk udvikling, da befrielsen nærmer sig. Den skal ikke røbes, men redningsaktionen lykkes ikke. Fortællerens beretning munder ud i en nøgtern elegi. Der er i det hele taget ikke gran af sentimentalitet i Gilles Roziers roman, følsomheden er stramt kontrolleret. Lars Bonnevie har oversat med ren fornemmelse for bogens stemning og forsynet teksten med højst relevante noter til en større forståelse af denne allegori over Frankrig under Vichy-regeringen, for sådan må man læse 'Kærlighed uden modstand'.