Ben: »Der er seks kugler her«. Jay: »Ja, de er jo ikke idiotsikrede. Men hvis han er inden for skudhold, skal jeg bare rette geværet i mere eller mindre den rigtige retning, så gør kuglen resten af arbejdet. Det er ligesom et af de her præcisionsstyrede missiler, Lockheed-missiler, bortset fra at den har indbygget ansigtsgenkendelse«. Ben: »En Bush-søgende kugle«. Beckett spøger Sådan taler de, de to personer i den amerikanske forfatter Nicholson Bakers omdiskuterede nye roman 'Checkpoint'. De sidder på et værelse i Adele Hotel and Suites i Washington D.C. ikke så langt fra Det hvide Hus. Det er maj 2004. Jay har ringet efter sin gamle ven, Ben, der lægger ud med at sige: »Du ser godt ud, Jay«. Jay: »Virkelig? Jeg arbejdede på en fiskerbåd et stykke tid, tabte nogle pund. Er det nye briller?«. De lyder lidt som Vladimir og Estragon i 'Vi venter på Godot', og der er næppe tvivl om, at romanen, der er en lang samtale mellem de to venner, er inspireret af Samuel Becketts klassiker. The Patriot Act spøger også Men i modsætning til teaterstykket bliver det hurtigt klart, hvad formålet med deres møde er. Allerede på side 2 spørger Ben, hvad Jay vil, og Jay svarer: »Jeg vil myrde præsidenten«. Det er de to mænds samtale om det berettigede/uberettigede i at myrde præsident George W. Bush, der fylder bogen, og som har fyldt kommentatorer og anmeldere i USA med vrede og undren: Er det overhovedet tilladt at skrive sådan i USA efter vedtagelsen af The Patriot Act? Højreorienterede radio- og tv-værter med Rush Limbaugh i spidsen er ikke i tvivl, og det er Nicholson Bakers hovedperson Jay sådan set heller ikke. Han har læst en artikel i Sydney Morning Herald på nettet, og Ben siger: »Fortæl mig om den«. Hoveder sprængt af Jay: »Det var bare en begivenhed. Nå, okay. Der var nogle fyre fra hæren der, og denne Land Rover kørte mod dem. Den var fyldt med familien, de var på flugt. Alle var proppet ind i bilen, og de prøvede at komme ud af krigszonen«. Ben: »Okay«. Jay: »Og de vinkede, og nogen ved checkpointet misforstod vinket, og så var der en stor eksplosion af ild, og en af kvinderne i bilen, moren, hun sagde: »Jeg så ...«. Undskyld«. Ben: »Det er o.k.«. Jay: »Hun sagde: »Jeg så hovederne ...«. Jeg må tage mig sammen«. Ben: »Det er i orden«. Jay: »Hun sagde: »Jeg så hovederne af mine to små piger blive sprængt af«. »Det må stoppe« Det er den begivenhed, som fandt sted ved et checkpoint nær Najaf i april 2003, da elleve ud af en familie på sytten irakere blev dræbt, som Jay er kommet til Washington for at hævne. Han er en mand, der ligesom Robert de Niros desperate figur i 'Taxi Driver' er ude i tovene. Han er den retfærdige hævner, og han kender ikke til nåde: »Jeg kan ikke forstå, hvorfor denne forbryder, denne kriminelle, som har dræbt op imod tolv tusind mennesker, skal være i live, når de piger er døde. Det er bare forkert«. »Ikke alene er han i live, han har fået serveret kaffe i små fancy kinesiske kopper, han har fløjet rundt i et fly, der har en hel stue, døgnet rundt bliver han behandlet med røvslikkende ærbødighed. Bare hør reporterne ude i Rose Garden: »Hr. præsident? Oh, hr. præsident? Tootleooh!«. Det må stoppe«. Sort humor Det skal stoppes af Jay med en kugle. Og det er i beskrivelsen af dem - de skal bare lægges i en æske sammen med et fotografi af den person, man vil skyde, så vil de selv finde ham - og af et andet muligt mordvåben, Nicholson Baker drejer den dybt alvorlige og sine steder skræmmende samtale over i det grotesk komiske: Jay: »Jeg har nogle radiostyrede flyvende save, de ligner små cd'er, men de er ultraskarpe, og de er totalt dødbringende, virkelig lede«. Ben:» Lede, dødbringende save«. Jay: »De er utrolige, helvedes farlige. Og der nogle andre muligheder, jeg arbejder med. Jeg har en enorm rullesten med et gigantisk kugleleje indeni, så den kan rulle, hvorhen jeg siger, den skal. Den er lavet af forarbejdet uran, og det er hundrede ton metal, som bare ruller, baby. Så det er en mulighed«. Ben: »Vil du mase præsidenten?«. Det vil Jay hjertens gerne. Han har fået nok. Mere end nok. Dick Cheney skal også dræbes: »Han er dobbelt så slem som Bush, han skal også fjernes, måske en lille skorpion, som kravler op ad hans ben, netop da han bliver taget i ed, bider ham, og han vakler. Men vent, hmm, Rumsfeld er lige så slem som Cheney, så hvis man skal være fair - og glem ikke Powell, men måske skal man ikke dræbe Powell, for han var mindre entusiastisk, måske skal man bare lægge ham i koma«. Sensationalisme Jay er ude på overdrevet, og dér er han ikke alene, siger de anmeldere og kommentatorer, der finder bogen for ekstrem og farlig. Derude befinder mange sig i et USA, der er mere polariseret end nogensinde - et USA, hvor Bushhadet er lige så meget ude af proportioner som højrefløjens had til venstrefløjen. I en stor anmeldelse i New York Times skriver New Republics litteraturredaktør, Leon Wieseltier, at Bakers romaner altid har været desperate efter opmærksomhed, og at han med 'Checkpoint' overskrider nye grænser i sin sensationalisme, men at bogen strengt taget ikke er et incitament til at begå forbrydelser, og at FBI ikke skal indlede en undersøgelse af Bakers litterære påfund, men fortsætte med at jage terrorister. Men, siger Wieseltier advarende: »Det slående ved Jays analyse af krigen i Irak - at den er en konsekvens af Bushs religiøsitet og serviliteten over for amerikanske virksomheder og alliancen med neokonservative, som ikke er ydmyge nok over for et fremmed lands mysterium - er, at den ikke er Jays alene. Det samme lyder overalt fra aviser, fjernsyn og websites. På en måde har Baker bagvasket oppositionen mod Bush ved at repræsentere den med et forstyrret morderisk sind. Apokalyptiske år »I denne blodtørstige tid er det vigtigt at insistere på, at Bush-had generelt ikke er et plot om at dræbe præsidenten. Og alligevel kan diskussionen om Bush-had, og om Bakers bog, ikke afsluttes med en høflig frifindelse. For den ondartethed som kalder sig selv kritisk tænkning, den muntre diabolisering af andre meninger og af de andre, som har dem, forvekslingen af retfærdighed med selvretfærdighed, præferencen af bagtalelsen for argumentet, synspunktet om, at den stærkeste ytring er den sandeste - denne vanskabelse af den politiske debat trives nu også blandt liberale. »Højrefløjens radikalisme har fremtvunget en radikalisme på venstrefløjen. Den Bush-elskende hob mødes af en Bush-hadende hob. Liberale glemmer, hvorfor liberale ikke er radikale. Den amerikanske liberalisme er ved at miste fornuften. Antagelsen om, at dette ikke er normale tider, og at Bush-årene er apokalyptiske år, er udbredt. Liberale må tænke alvorligt over deres beredvillighed til at spejle nogle af de mest giftige egenskaber hos deres modstandere«. Med romanens mumlende og principløse Ben som eksempel - Ben er ude af stand til at sige, hvordan han vil reagere, hvis Bush bliver myrdet - advarer Wieseltier mod en slaphed blandt liberale, som fører til demagogi: »Demagogens store synd er ikke uhøflighed, men stupiditet«. Skrev - og græd Selv siger den 47-årige Nicholson Baker til Newsweek 9. august, at bogen udspringer af hans egen vrede, sorg og hjælpeløshed over Irakkrigen. Han skrev det første udkast i april under belejringen af Fallujah, fordi han ikke kunne tænke på andet. Og mens han skrev, græd han: »Det har jeg aldrig prøvet før. Og jeg tror ikke, man kan mærke det i bogen. Men det var, som om jeg sørgede over krigen, stupiditeten og meningsløsheden over det, vi gjorde. Der var ikke anden måde at behandle det på end at gå til yderligheder og se, hvorfor nogen ville overveje det (at myrde præsidenten, red.), og også, hvorfor det er forkert«. Baker kalder sig selv for midtsøgende konservativ: »Jeg er en af de Tory'er fra det 19. århundrede, som ikke tror, at demokrati er det rigtige. Jeg står ikke bag nogen af personerne i bogen. De udtrykker den tvivl, man har, og jeg fik Jay til at sige dem så stærkt, jeg overhovedet kunne, fordi jeg synes, venstrefløjen skal tænke noget grundigere på det her«. Baker vil ikke betragtes som litteraturens Michael Moore, dertil føler han sig ifølge Newsweek for ambivalent og politisk upålidelig. Han har større sympati med Bush efter at have skrevet bogen, siger han. Dens allermest afgørende sted er for ham det sted, hvor Ben beskriver præsidenten midt i en sætning, han ikke ved, hvordan han skal slutte: » ... og så finder han et ord og siger det, og han smiler det der på en gang barnlige og lettede smil. Og Bush viser sig på en mærkelig måde at være uskyldig: Han er også en borger«. Hey hey ho ho Nicholson Bakers forlag Alfred A. Knopf havde oprindelig tænkt sig at udgive bogen 25. august, kun to dage før republikanernes landsmøde i New York, men har på grund af opmærksomheden besluttet at lynudgive den i et første oplag på 60.000. De skal nok blive solgt. Baker har med sin ekstreme - og ekstremt letlæste - historie sikret sig et publikum, der efter alt at dømme vil sikre ham et langt større oplag, end han er vant til. Han har skrevet en håndfuld små og smalle romaner, den mest kendte er 'Vox' - en lang telefonsamtale, der handler om sex - som Monica Lewinsky gjorde kendt, da hun forærede Bill Clinton et eksemplar. Han bor i Maine og fik sit gennembrud med den faglitterære 'Double Fold: Libraries and the Assault on Paper', som fik National Book Critics Prize i 2002. Lige nu er han på alles, især de højreorienteredes, læber, men i Los Angeles Times kalder satirikeren P.J. O'Rourke, kendt fra Rolling Stone Magazine, Bakers bog for bedre end Becketts 'Godot', men det er måske satirisk ment. Andre kalder den for politisk pornografi, men her i Danmark, hvor hadet mod Anders Fogh ikke kan måle sig med hadet mod Bush, vil den formentlig mest vække opsigt på grund af det indblik, den giver i det politiske klima i USA. Som for eksempel når Jay synger: »Hey hey, ho ho - George Bush has to go«. Som de siger, når man kommer rystet ud af biografen: »Rolig nu, det er bare film«. Så rolig, du. Det er kun en bog.