Balders himmelfart

Lyt til artiklen

Ken Denning søsatte sit projekt om drengen Balder, der altid kommer for sent i skole, under henvisning til de mange kedsommelige og ligegyldige tekster, der fylder op i billedbøgerne. Denning ved fra sin virksomhed på Designskolen i Kolding, hvor svært det er at opdrive en ordentlig tekst til de vilde tegnere. Selv valgte han så at fortælle for større børn i rabalderalderen. Ken Denning fortjener i øvrigt nærmest en mindre statue for at have været cheffødselshjælper for det meste af en ny generation af danske tegnere. Men det er en anden historie. Ucharmerende speedsnakkeri Så vokser træerne ind i himlen? Heller ikke denne gang. Den første bog om Balder var forfriskende og sjov. Den næste var charmerende tomgang. Nummer tre hedder 'Balders allerbedste onkel' og er desværre ucharmerende speedsnakkeri. Fantasien har været på forceret overarbejde denne gang, hvor Balder heller ikke kommer i skole. I det hele taget har Ken Denning noget med/mod skolen som institution. Det er lidt for nemt at score point på at hænge dette væsen ud. Ved verdens ende Nu tilbringer Balder, som i virkeligheden hedder Bent, en ophedet ferieuge med sin onkel, der normalt bor i en campingvogn oppe i et træ for at kunne være i fred for damerne. Balder og onkel ruller af sted og opad mod stjernerne i den gule dyt med tre hjul. De er iført cowboyhatte, og deres samtale er mandhaftig. De siger goodbye og yes til hinanden. Poesien og problemerne banker på, som det sker deroppe i himmelrummet. Onkel fortæller om sin egen onkel, der har opfundet alting. Ikke mindst lyskontakten. På deres færd møder de to ferierende en række verdensmestre og bunker af nullermænd med problemer i. Dem smider de ned på Jorden, så hvis du får et problem, er det nok Ken Dennings skyld. Til allersidst havner Balder og hans onkel ved verdens ende, hvor der er tusinder af Baldere og onkler i gule badebukser. Fortælleren selv tvivler på Balders himmelfart indtil den dag, hvor en onkellignende gestalt banker på hans dør. Lilian Brøgger har været fast kvinde på billedsiden til Ken Dennings bøger. De kender også hinanden fra Designskolen. Tegneren giver ordmennesket kamp til stregen og baghjul med slidstærke skilderier i sort og gult. Det løfter historien højt, men ikke højt nok. Så hvem skriver nu de gode tekster? Og kommer Balder nogensinde i skole?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her