Men musik skal der til

Lyt til artiklen

For lidt siden sad jeg ude i noget af sommerens solskin og læste småklukkende Roald Kaldestads 'Rockerkatten, Diskomusen og Pindsvinet Philip'. Fuglene sang, og der blev slået græs rundt omkring. Nu sidder jeg indenfor ved arkitektlampen, og så er 'Rockerkatten, Diskomusen og Pindsvinet Philip' egentlig ikke så indtagende længere! Dyr på sommerferie Roald Kaldestad fra Norge har skrevet en munter bog for større børn. På solskinssiden tæller, at sproget er kvikt og historien opfindsom. Dyr er altid godt stof, også når de har sommerferie. Hér er tre af slagsen i en lille søvnig by ved fjorden. Skildpadden er rejst sydpå for at få sol på maven. Og det er alle de andre dyr også med undtagelse af en pelsstrittende nynorsk 'no future'-kat, en mus i modetøj, som elsker spejle og den gammelkloge Philip, der stritter af velvære med alle pigge, når han læser en god bog og hører klassisk musik. Om denne umage trio handler Roald Kaldestads historie. Fordomme skåret ud i pap De tre dyr keder sig så meget, at de finder sammen, de forliges og gør én god gerning. Ja, faktisk gør de flere, for det velgørenhedsshow, de arrangerer for at redde den lokale café, bliver til adskillige. Krokodille, der er kommet hjem fra sommerferie, er med som dørvogter. Trioen bliver også spottet af en talentspejder med eget visitkort. Bogen slutter med, at Diskomusen overvejer sine fremtidige karrieremuligheder. I arkitektlampens tænksomme skær ses det tydeligere, at historien er skrevet ud fra den bedste mening. Altså med en hensigt. At det fabulerende er påfund, som skal medvirke til at skære det hele ud i pap. Forfatteren lufter ikke så få fordomme, synes jeg. Han er særligt ude efter Diskomusen, der godt nok er en poptøs, men hvem er ikke det! Rockerkatten, der på norsk hedder Heavykatten, får en langt blidere behandling, selv om han emmer af aggressioner. Allermest karikeret er dog pindsvinesønnen. Bøger og klassisk musik! Og sikkert også gode karakterer i skolen. Det er en velmenende historie om tolerance og samarbejde, der ender med ikke at mene eller give noget. Hvad nytter det så, at Hanne Bartholin har illustreret i elegant stil og med fordomsfri sort-hvid?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her