Mikkeline Gudmand-Høyer har tegnet og fortalt samt spillet musik og lavet video, siden hun var 16 år. Som illustrator er hun meget anvendt i undervisningsbøger, selv om stregen sjældent er helt lige. 'Den store rumpizza' er den første billedbog i eget navn, og den viser hendes talent(er) - på godt og ondt. Som tegner er Mikkeline Gudmand-Høyer temmelig langt fra det eksperimenterende og grænsesøgende, der regerer i billederne for børn for tiden. Hendes streg er nærmest modsat. Den er overstadigt børneglad på en lettere bedaget manér. Fra før der kom ondskab og regnvejr ind i verden. Hendes billeder strutter af solgryn og sommersol, alt imens farverne er ved at falde over hinanden for at komme til. Her er turbo på livsglæden og gang i den. Det er tegnerens budskab til børn og opefter - gang i den! Carl har ingen ben Der er især turbo på Carl. Han bor på et hjem for handikappede børn. Carl sidder i kørestol, men drøner rundt hele tiden i sit borede mekaniske køretøj. Så en dag bliver Carl hentet op i himlen af nogle grønne mænd i et rumskib. De sætter en klinge på hans venstre hjul, så han kan køre rundt i ottetaller og skære for af den store pizza (godt med champignon!), der hænger oppe over vore hoveder. Men så ankommer den ondskabsfulde rum-rocker Bahama Bandit, og så er det slut med morskaben. Carl ender med at dumpe ned midt i en fodboldkamp hjemme på Hjemmet. Da han kigger ud ad sit vindue om aftenen, hænger de grønne mænd udenfor og vinker farvel. Carl har ingen ben, i øvrigt. Al respekt for en billedbog, der sprudler af farver og muntrer sig i et hjørne af virkeligheden, hvor der måske ikke er så stor grund til moro. Det går tindrende rent igennem, at der kan være gang i den over det hele og i alle tilstande. Det er blot et spørgsmål om at ville! Hvad billedsiden angår, så er den ofte rent kaos og lettere forpjusket. Det er svært at være ægte uskyldig og livsglad, nu verden er gået af lave. Men der skal hele tiden forsøges.