Andreas hedder han, den unge blonde nordmand, der tildeler sig selv kælenavnet Andy, da han præsenterer sig i toget fra Madrid. Han er på vej til Tanger - Europas baggård - hvorfra han angiveligt vil rejse videre gennem ørkenen til Burkina Faso, hvor hans kæreste arbejder. »At rejse er at drømme med åbne øjne« hedder det nok så poetisk. Han kommer nu ikke til at rejse noget videre, efter at han har fået sig installeret på El Muniria - Jack Kerouac og Willian Bourroughs gamle hotel i Tanger. Bedaget stemning Forfatteren er Ari Behn, der tidligere har udgivet en novellesamling, der er dreven og trendy på en amerikansk måde. Han knækker imidlertid halsen i det større romanformat. I passager er den præcis og morsom - Ari Behn er god til at give et replikskifte og en situation en farceagtig virkning. Men romanens stemning virker umådelig bedaget i sin skildring af en dekadent overklasse bestående af bl.a. en fransk indendørsarkitekt, en australsk kunstsamler, en amerikansk excentriker, der trækker pistolen, da ingen vil gå i seng med ham under et drukparty, og aldrende damer med blåt hår, der vakler martiniomtågede omkring og kalder Andy for en sukkerknald. De vil alle gerne have fat i ham, disse gamle udtjente efterkommere af the beat generation, der gør deres yderste for at ligne noget fra en svunden tid med naked lunch, masser af sprut og hurtig sex med arabiske drenge, der købes for billige penge og løfter om at blive hjulpet til udlandet. Tvetydigt venskab Andy er tilskuer, for han er jo ikke bøsse. Han holder sig til alkoholen og Antonio Valderon, der i Madrid lovede at hjælpe ham med at komme videre i rejsen. Man ved jo godt, hvad Valderon er ude på, men der etableres alligevel en slags tvetydigt venskab mellem de to. Andy opgiver efterhånden sit rygsæktøj og låner en habit af Valderon. En hvid habit med gul skjorte og rødt slips. Dertil spidse hvide sko! (Ser bøssebohemer sådan ud i dag? Og har gamle frivole damer blåt hår - det er vist længe siden, det er outdated.) Forfatteren skal jo have den unge helt ud i ørkenen, så han lader ham pludselig flygte fra kliken og tage med et dansk rejseselskab, der er på rundtur i Marokko. Han får præcis én dag i ørkenen i sin hvide habit, ligesom han fik ét møde med den amerikanske beatforfatter Paul Bowles, der døde for et par år siden og er blevet en legende, måske mere for at have kørt rundt i Afrika i en Jaguar og med en kuffert fyldt med slips end for sit forfatterskab. Ari Behn viser i denne roman, at han kan skrive mondænt, morsomt og underholdende. Resultatet er bare ulideligt. Personerne i romanen kan ikke finde ud af Andy, og det kan læseren heller ikke, fordi forfatteren ikke interesserer sig rigtigt for ham, ja nærmest er ligeglad med ham, kun optaget af at skildre et miljø, der er som hentet ud af et klichégalleri om frigjorthed anno dazumal.