Den amerikanske forfatter Dennis Lehane fik sig meget af en berettiget succes med romanen, 'Mystic River'. Endog så meget, at selveste Clint Eastwood som bekendt storladent og med bred pensel filmatiserede denne tragiske historie om tre irsk-amerikanske mænds udvikling i Boston, alle med ar på sjælen efter en grum forbrydelse i fortiden; ar, der i nutiden er sprunget op ved et bestialsk mord på den enes unge datter. Filmen er bedre end bogen, ikke mindst fordi skuespillerne, Sean Penn, Tim Robbins og Kevin Bacon, som de tre hovedpersoner giver den ambitiøse og amerikanske udgave af et græsk drama det psykologiske liv, bogens romanfigurer mangler en del af. Og at Lehane har ambitioner om at skrive med den store litteraturs blokbogstaver er hans nye krimi, 'Shutter Island', et tydeligt bevis på. Desværre. Thi beviset falder til jorden og fuser ud i alle retninger undtagen den rigtige og rimelige, den, der skaber vedkommende sager i et stringent sprog. Her er vi i den spektakulære genre, som hedder 'mystisk ø, hvor der sker mærkelige ting', og som litteraturhistorisk strækker sig fra Homer til H.G. Wells og John Fowles. Lig i lasten To strømere eller rettere U.S. Marshalls sejler i 1954 ud til Shutter Island ud for Boston for at finde en patient i et hermetisk lukket sindssygehospital, som sporløst er flygtet, hvilket hverken måtte eller burde kunne ske. Men øen er fuld af mystiske planter, gale videnskabsmænd, og en voldsom orkan er på vej. Vore to strissere har også lig i lasten eller snarere traumatisk undertøj i bagagen. Begge har været med i Anden Verdenskrig og oplevet ubeskrivelige rædsler, og vor hovedperson, Teddy, er aldrig kommet sig over, at hans unge kone blev brændt ihjel af en pyroman. Alt er meget gådefuldt og gotisk, og den forsvundne kvinde er en psykopatisk børnemorder. Så godt, så langt, men så heller ikke længere. Øen er nemlig en hemmelig anstalt betalt af diverse komiteer for uamerikansk virksomhed, vi er jo i de konspiratoriske og kommunistforskrækkede 1950'ere, og psykoanalyse er ikke længere, hvad den var, den gang Freud med en cigar i munden lagde sine patienter ned på en blød sofa og tydede deres drømme. Hen over midten fiser historien om Shutter Island ud i noget skizofrent sludder. Ganske vist blandet op med faktuel viden om det at snitte hvidt i hjernen eller give små piller, som gør alt til et mareridt. Lehanes ambition om at skrive en eksistentiel gyser kuldsejler, synkront med at orkanen isolerer øen fra omverdenen. Lad os håbe, at også denne roman står isoleret i et ellers ganske spændende forfatterskab midt i strømmen af begavet underholdningslitteratur.