0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Andersen i stiv arm

Jubeludgaven af digterens udvalgte fortsætter med de seks romaner. Store oplevelser og myoser venter.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Så er der præcis ét år til D-Dag. D for digterfejring og for invasionen med skrifter af, om samt op og ned langs H.C. Andersen, til 200-års dagen.

I oktober tyvstartede Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs og Gyldendals 18-binds udgave af 'Samlede værker' med tre bind eventyr, og i dag følger Andersens romaner i tre bind.

Operationen forløber, som var den organiseret af general Eisenhower.

Digterens dannelsesrejse
Grundlaget for nyudgaven er fortsat det tekstkritiske arbejde, som litteraturselskabets filologer siden 1987 har gjort for at afsæbe digterens værker for aflejrede fejl og give dem en ædruelig kommentar - ikke for meget, ikke for lidt.

Udgavens anden attraktion er Klaus P. Mortensens indledninger.

Her indfører han os i miraklet, da Andersen - efter at have skudt med spredehagl i mange genrer - kom på sin kongelige dannelsesrejse til Italien og mødte fristelser, men også forløsning, så der omsider gik hul på kreativiteten ligesom på vulkanen Vesuv i Napoli.

Diverse genrer
Det begynder med 'Improvisatoren' (1835) om den behagesyge Antonio, der via prøvelser bliver voksen med kone, børn og ro i sin kunstnersjæl.

Det fortsætter med den psykologiske nutidsroman 'O.T.' (1836) om Otto og hans skamfulde herkomst, den negative kunstnerroman 'Kun en spillemand' (1837) om almuedrengen, der ikke af ædle sjæle hjælpes til violintalentets udfoldelse, den kvindelige dannelsesroman 'De to baronesser' (1848) om indre og indre adel, 'At være eller ikke være' (1857) om fritænkerlægen, der forsones med troen samt eventyrromanen 'Lykke-Peer' (1870) om geniets lykkelige udfoldelse.

Egen billedkunst
Klaus P. Mortensen fortæller, så det både introducerer Andersens romankunst og hans idé om kunstnerisk og menneskelig (om)dannelse, belyser opbruddet i tidens prosa med inspiration bl.a. fra Walter Scotts eksotisme - og giver lyst til selv at gå på opdagelse i værkerne. Fin formidling.

Udgavens mest spektakulære indslag er stadig Andersens egen billedkunst i superb gengivelse. De tre romanbind ledsages af 140 tegninger fra rejsen 1833-34, trykt kronologisk, så man følger hans rute fra Schweiz, Italien rundt og hjem via Østrig.

Myoser på vej
Med blyant, pen og genialsk improvisationskunst skitserer han landskaber, byer, palæer, kirkegårde, klippehuler, værtshuse - og så de tre motiver, der får både hans sanselighed og hans sociale skam til at koge op: det ildsprudende Vesuv, tiggere og fængsler. Alt ledsaget af klip fra dagbøgerne.

Det er flot udgiverarbejde og flot bogkunst. Store oplevelser venter forude - tænk at have 'Improvisatoren' til gode! Men der venter også myoser.

Kulturredaktionens forbrugerdepartement oplyser, at dagens tre bind overgår første sending i vægt: i alt 5 kg. Det første romanbind med 'Improvisatoren' og 'O.T.' vejer en rekord af 2 kg, og ergonomerne fraråder læsning uden jernstøtte.

Enkeltvis, tak!
Som Georg Brandes skrev i 1919, da tre bind af hans skrifter udkom i samme vægtklasse: Det er bøger »i en Skikkelse, som kun Brydere kan tage i stiv Arm«.

Det skal ikke lyde blasert, for man ville være et skarn, om man ikke nød al denne ekspertise og æstetik. Men med al respekt: Jeg glæder mig til, at disse herlige tekster slippes løs i enklere paperbackudgaver - enkeltvis, tak!

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce