'Det vi ved', står der på omslaget af Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye bog, og eftersom der ikke er tale om en new age-vejledning til selvindsigt og sjælefred, men derimod et stykke skønlitteratur med alt, hvad dertil hører af splittet sprog og sjæl, ved vi straks, at det lige så vel må betyde 'Det vi ikke ved'. Den fatale ikkeviden, der pludselig bliver til viden, er drivkraften i romanens plot, som det har været drivkraften i litteraturens store plot siden 'Ødipus'. Hovedpersonen, den 30-årige biologistuderende nygifte biavlende Laura, datter af den nyligt afdøde invalidepensionist Evy (forhenværende prostitueret og damefriserende enke), sætter sig for at få orden på sin fortid og erfarer hen mod slutningen noget nær det værste, man kan erfare. Hvad skal naturligvis ikke røbes her, men lad os slå tonen an: Det er blindhed og pludselig indsigt af tragiske dimensioner, slægtens nedarvede forbandelse iklædt 1970'er-polyester og brun akryl, Antigone og Ismene med klipklapper og rottehaler, en limboagtig frisørsalon i Nordvestkvarteret, det blinde liv i skikkelse af Lauras øjenløse og porcelænskønne søster med det allegoriske navn Vita.
Længslen efter noget andet holder mig fast i en forudsigelig dans
Lyt til artiklen
