Hovedpersonen Frans i 'Tamburinmanden' er imod underholdning uden indhold. Hans skaber, forfatteren Jan Knus, falder da heller ikke i den grøft i sin roman, udgivet på eget forlag, Rip Rap. Tværtimod er der næsten for meget indhold i historien, der tager sit udgangspunkt i en begravelse af en af Frans' gamle venner fra kollektivmiljøet i Århus i slutningen af 1970'erne. Romanen fortælles i en række korte, hastige spring mellem nutiden, som er 1999, og hvad der følger af mødet mellem gamle venner og disses tur mod Nordjylland med afdødes aske og så fortiden. Enhver tanke, ethvert møde får Frans til at tænke tilbage på mennesker og steder og samtaler. Vi er i Århus og på Island og i USA, og der snakkes om politik, kønspolitik, kulturpolitik, rockmusik og alkoholproblemer. Det vælter med mennesker og synspunkter af den røde og siden desillusionerede slags. Indmellem skal Frans også tale med sin indre stemme, der tilhører hans afdøde tvilling Frikke, som man må konstatere har udviklet sit sprog, siden han døde i en alder af tre år. Og så til sidst fyldes der nogle musikere fra Estland oveni i en slags krimifinale. Foruden esternes forhistorie.
Kaudervælske erindringer
Lyt til artiklen
