'Manden med de dansende øjne' er tilsyneladende en gammeldags blufærdig kærlighedsfortælling, hvor man aldrig ser den pokkers mand med de magiske øjne; i stedet må man nøjes med kampen i sjælen hos den forelskede kvinde Pierre. Og hun er da også langtfra alene i den store by New York, da det tilsyneladende er gået forbi mellem hende og ham. For eksempel har hun sin gode ven Mr. Beaney, der er »blødhjertet, stor og noget af en svamp, hvis sandheden skal frem«. Han læser også mange bøger. Mens den ældre veninde Blå er glad for jazz og har tobakshoste. Pierre flytter ind til hende, tynget af kærlighedskvaler: »Blå, jeg elsker dette sted«. »Ja, lige nu«, svarede Blå sørgmodigt. Blå er det, man tidligere kaldte for en pebermø. Mens Pierre selv, måske, måske ikke har tøj på. Hun optræder gennem bogen som en langlemmet, spæd, hvid krop. Det eneste, Pierre har på, er sko, og de er ofte røde. Til gengæld går Blå med kjole, men hun har ikke noget tøj på brysterne. Det er et univers, hvor følelserne og kvalerne indimellem hænger uden på. Da det for eksempel bliver jul, bliver Blå rigtig trist og går i hi på sit soveværelse. Det eneste, der slipper ud derindefra, er tobakståger under døren. Bogen har en sød blidhed, når den nuancerer følelseslivet ikke bare hos den kærlighedsplagede Pierre, men også hos hendes venner.
Kærlighedskampen
Lyt til artiklen
