0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Under hævngerrighedens tyranni

Heinrich von Kleists romantiske noveller er fulde af skjulte lidenskaber, der styrer mennesket.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den tyske digter Heinrich von Kleist (1777-1811) lever op til forestillingen om den romantiske digter, der levede stærkt og døde ung - for egen hånd. Kun 34 år gammel havde han »fået nok og skød sig«, som Villy Sørensen skriver i efterordet til hans 'Samlede fortællinger', oversat af Niels Brunse med respekt for Kleists særlige tegnsætning i originalteksten.

Heinrich von Kleists ydre liv var omskifteligt og det indre uforløst. Det er ikke utænkeligt, at den høje frekvens af unge, følsomme genier på hans tid kan forklares ved, at de var børn af en af de mest turbulente perioder i den europæiske historie.

Tiden omkring år 1800 var politisk set præget af Den Franske Revolution og Napoleons efterfølgende forsøg på at underlægge sig Europa. Åndeligt set var den domineret af en filosofisk interesse for frihed og selvbestemmelse, mens naturvidenskaberne var ved at grundlægge et nyt verdenssyn på empiriske eksperimenter.


Perioden indledtes med store forhåbninger til, at menneskeheden kunne tage skæbnen i sine egne hænder, men bød samtidig på katastrofale erfaringer med, hvor svær den opgave er. Det blev tydeligt, at politikken ikke var undsluppet skæbnen, men trådt i dens sted, som Napoleon, der vidste, hvad han talte om, skulle have sagt i en samtale med Goethe.

Novellerne i 'Samlede fortællinger' er en blanding af eventyr og kriminalsager, politiske intriger og hemmelige lidenskaber. Det skaber eksotiske handlinger, der byder på både skræk og dramatik. En mand kastes f.eks. mod en væg »så hans hjerne sprøjtede ud på stenene« og en kvinde, der har avlet et barn i en klosterhave, synker »sammen i fødselsveer på katedralens trappe«.

Hele følelseslivets register er synligt og sætter sig spor i den litterære stil: Handlingsmættede passager efterfulgt af skjulte lidenskaber, som indgår i nye intrigante, forræderiske eller hævngerrige gerninger. Selv om handlingen ikke er beskrevet på kølig distance af det fortalte, tilføjer fortælleren af og til vurderende adjektiver såsom f.eks. 'sygelig' eller 'overilet'.

På ét punkt udviser fortællingerne dog diskretion. Beskrivelsen af en kvinde, der falder en mand om halsen afbrydes med disse ord: »Hvad der videre skete, behøver vi ikke at melde, fordi enhver, der kommer til dette sted, selv kan forstå det«.


Fortællingernes hovedtema er hævn og hævngerrighed. Historien om hestehandleren 'Michael Kohlhaas', Kleists mest berømte, er fortællingen om en mand, der bliver behandlet uretfærdigt og giver sig sin hævnfølelse i vold.

Da den junker, der har snydt ham og mishandlet hans heste, ikke stilles til ansvar for sine handlinger, tager han retten i egen hånd. Det oprør mod øvrigheden han foranstalter fører til gengæld til ny vold mod sagesløse. Kohlhaas forfølger den ret han ikke fik, men udvikler sig som militant oprører til et spejlbillede af den person, han bekæmper, og bliver selv en ny tyran.

At have ret uden at have magt skaber en berettiget følelse af uretfærdghed, men at tiltage sig magt til at få genrejsning for uretfærdighed, betyder i værste fald at forvolde nye onder med en følelse af at gøre det rette.

Kohlhaas gribes, med et ord fra en af de andre fortællinger, af 'frihedsvanvid'. Han kan som oprørsleder gøre, hvad han vil, og bliver netop derfor fanget i sin hævnfølelse.

Kleist er en romantisk digter, der har skrevet en novelle om, at et samfund med svage eller korrupte institutioner, der lader følelserne tage over, ender i et ydre kaos, der er blevet taget til fange af et indre. Hævnen æder sjælen op, fordi den er umættelig.

I en tragisk og grotesk morsom slutscene i fortællingen 'Hittebarnet' vil en far, af gode grunde, hævne sig på sin svigagtige, men også afdøde stedsøn, Nicolo. Faderen vil ikke have absolution, syndsforladelse, på dødslejet: »Jeg vil nedfare til helvedes allerdybeste grund. Jeg vil genfinde Nicolo (...) og genoptage min hævn, som jeg kun ufuldstændig kunne tilfredsstille her!«.

At tage hævngerrigheden fra mennesket og stille noget bedre i stedet, dvs. stærke, upartiske systemer, er en grundlæggende morale i Heinrich von Kleists meget lidt moraliserende fortællinger.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

  • <