For anden gang i træk skriver Louis Jensen børnenes ulandskalender. Sidste år var han i Bolivia. I år er han taget til Niger (i Afrika), hvor det meste er sand. Det er en fornem tradition i Danida at lave disse bøger, og der er kommet rigtig mange gode historier ud af det, når velnærede danske børnebogsforfattere har set virkeligheden i øjnene. Louis Jensen havde det varmt i Niger, og solflimmeret er kommet ind i denne historie om en dreng, der blev født den nat, da det regnede. Dertil er der noget om drengens ged, faderens to andre koner, ørkenens vandring og det store, gamle, godmodige baobabtræ lige i nærheden. Det er ikke noget, der kunne skrives hjemme fra lænestolen. Ordene har lånt af solens glød, forfatteren har mødt drengen (Sulei på 10 år), han er ægte forundret over alt, hvad han ser, og han ved, hvad vand er værd. Naturligvis regner det til sidst. 'Månebåden' er en børnebog. Men når denne eventyrfortæller er rejst hjem igen, kan tørken ramme. Det er en langsigtet spænding, som er fint vævet ind i historien. 'Månebåden' er tænkt til skolebrug, og der er lavet en del materiale i forbindelse hermed. Men som alle gode (skole)bøger er den til det hele. Hertil hjælper Jørgen Schyttes utrolig flotte billeder. De er blæst stort op, og de har en dybde og klarhed, der er overvældende. Nok er Niger et fotogent land og kamelen et fotogent dyr, men alligevel. »Træer har store ører«, fortæller den gamle baobabkæmpe til Sulei. Det har børn også. Og sådan her er det ikke spor vanskeligt at sprede oplysning om Jordens folk og steder.