Et meget slående foto af Cindy Sherman udgør forsiden på Nina Bolts psykothriller 'Mørkets kamre'. Den unge sortklædte kvinde står hævet over beskueren, som om hun står øverst på en trappe. Blikket er dæmonisk, dragten sort - og har hun ikke ligefrem en slags kost i hånden? Der er noget hekseagtigt over den unge kvindeskikkelse. Muligvis er det ligefrem dette foto fra Louisianas samlinger, der har sat Nina Bolt i gang. I hvert fald er det som skabt til hendes nye roman om fotografen Francis Lake Evans og hans datter Margaret, hvis liv er omgivet af mystik på alle planer. Moderen, den franske Claire, forsvandt sporløst under en ferie i 1903 i Nordfrankrig. Da var Margaret kun fem år. Som ung pige ved hun kun, at moderen er forulykket. Og i øvrigt er hun ligeglad med hende. Det var moderen faktisk også på sin måde. Evans helliger sig sin datter og opdrager hende til fotograf. Selv interesserer han sig for landskaber og bygninger, mens Margaret viser talent for portrætter. Det er, som om hun har et tredje øje, en særlig sans for at se ind til kernen af folk. Eller igennem dem. Der er noget »højspændt og vibrerende i hendes væsen«, som det hedder med en af romanens formuleringer om det barn, der foruroliger alle. Ikke bare menneskers, men også fotografiets væsen indgår i denne romans afdækning af en binding mellem en far og datter, der udspringer af et emotionelt tvetydigt udgangspunkt. Claires håndtering af ægteskab og moderskab er utydeligt, og Evans er en kejtet mandstype. Han klamrer sig til kameraet, objektivets tredje øje, der er både klarsyn, spionerende blik og dulmende afstand til virkeligheden. Far og datter opholder sig skiftevis i deres Londonlejlighed og et øde landhus. Margaret får jaget de forskellige husbestyrerinder bort med sit uhyggelige væsen, men den sidste, Mary, forelsker faderen sig i. Hun omkommer ved et fald ned ad kældertrappen på vej op fra det allerhelligste i huset, mørkekammeret. Romanen indledes med hendes begravelse.